KØB PLUS!

Sikkerhedsrådet fordømmer oprør i Goma

Oprørerne i byen Goma i Den Demokratiske Republik Congo bør straks nedlægge våbnene, lyder det fra FNs Sikkerhedsråd.

CONGO: FNs Sikkerhedsråd har natten til onsdag vedtaget en resolution, som fordømmer de oprørere, som har taget magten over byen Goma i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

Her har oprørsgruppen M23 spredt skræk og rædsel ved blandt andet at bortføre lokale kvinder og børn og udøve brutal vold.

Sikkerhedsrådet »kræver, at M23 øjeblikkeligt trækker sig tilbage fra Goma og at gruppens yderligere fremfærd standses øjeblikkeligt, at gruppen opløses permanent og nedlægger våbnene«, står der ifølge Reuters i resolutionen.

Heri foreslår de 15 medlemmer af rådet også, at FNs generalsekretær Ban Ki-moon undersøger, om oprørerne i M23 har fået støtte fra andre lande i regionen.

FN-kilder hævder, at nabolandet Rwanda står bag oprøret, som Uganda også skulle støtte. Rwanda har gentagne gange interveneret i Congo i de seneste 18 år, men landets ledere nægter at bakke op om den frygtede milits, og det samme gør Uganda.

M23 indtog Goma tirsdag formiddag i det gruppen selv betegner som en befrielsesaktion. Det skete angiveligt uden større modstand fra de lokale regeringsstyrker, ligesom de tilstedeværende FN-sikkerhedsstyrker heller ikke kunne gøre meget for at forhindre M23s fremfærd. FN har ellers flere end 17.000 soldater udstationeret i Congo, men da landet er på størrelse med Vesteuropa, har de svært ved at opfylde deres mandatet, som byder dem at beskytte civilbefolkningen.

Omkring 1.500 af FN-soldaterne befinder sig i Goma, hvor de blandt andet har kontrol over lufthavnen. De bliver i byen, som huser omkring en million mennesker. En stor del af indbyggerne er dog allerede flygtet fra området, som er rigt på naturressourcer.

I det seneste halve år er volden i Den Demokratiske Republik Congo blusset op, og der er forlydender om massedrab og mere end en million voldtægter. Flere militser beskyldes for at stå bag, men M23 skulle være den værste.