Mindst otte personer er dræbt og 78 såret i Libanons hovedstad, Beirut, hvor en bilbombe eksploderede fredag eftermiddag. Blandt de dræbte er Wissam al-Hassan, en højtplaceret chef i landets sikkerhedstjeneste.

- Jeg kan bare sige, at det er sandt, han er død, siger en kilde i de libanesiske myndigheder til Reuters. Ifølge nyhedsbureauet ledte Wissam al-Hassan efterforskningen af bombeangrebet mod Libanons tidligere premierminister, Rafik al-Hariri, der førte til anholdelsen af en libanesisk politiker allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Eksplosionen fredag skete i det kristne kvarter Ashafrieyh - i den gade, hvor det kristne falangist-parti holder til. Partiet er indædt modstander af Bashar al-Assad, og lederen, Sami al-Gemayel, fordømmer nu bombeangrebet.

- Lad staten beskytte borgerne. Vi vil ikke acceptere nogen tøven i denne sag, siger partilederen.

Bilbomben sprængte midt i myldretiden, hvor forældre hentede deres børn fra skole. Vidner fortæller til Reuters, at folk lige efter eksplosionen løb forvildet rundt og ledte efter venner og familie, mens andre hjalp med at bære de sårede ind i ambulancerne.

Det seneste bombeangreb i Beirut skete i 2008. Her blev tre mennesker dræbt i en eksplosion, som desuden ødelagde en amerikansk diplomatbil. Byen er kendt for sine politisk og religiøst opdelte områder - med Hizbollah i en del af byen, kristne i et andet og sågar to afgrænsede, palæstinensiske flygtningelejre inde i byen. Indbyggerne i Beirut tæller blandt andet sunni- og shiamuslimer, armeniere, protestanter, jøder, græsk-ortodokse og græsk-katolske.