En mand fra Minnesota i USA er sigtet for mord, efter han angiveligt halshuggede en mand, som han troede havde voldtaget hans kæreste.

Ifølge anklagen tæskede 35-årige Joseph Thoresen den 15 år yngre David Haiman med et baseball-bat, inden han stak ham med en machete, som han til sidst brugte til at hugge hovedet af den 20-årige Haiman, skriver New York Post.

Efterfølgende smed Joseph Thoresen offerets afhuggede hoved i en skov, hvor han også efterlod afdødes torso. Det makabre fund er siden blevet gjort i et skovområde i Itasca County i det nordlige Minnesota.

Onsdag var den 35-årige mand i retten for første gang - sigtet for mord.

Ifølge USA Today har kæresten til Joseph Thoresen forklaret politiet, at David Haiman havde voldtaget hende. Samme historie havde hun også fortalt sin kæreste Joseph Thoresen.

Da David Haiman den 21. juni dukkede op ved parrets lejlighed i byen Grand Rapids i den nordlige del af staten Minnesota, bandt hun ham og tæskede ham, hvilket han ifølge hendes forklaring var gået med til.

Bagefter slog Thoresen den 20-årige mand gentagne gange, mens han angiveligt råbte, at han ikke skulle have voldtaget 'min pige', skriver USA Today.

Derefter kørte de alle tre afsted i Haimans bil, hvor de både røg marihuana og metamfetamin, mens de kørte nordvest mod den lille by Deer River.

Undervejs stoppede Jospeh Thoresen bilen. Ifølge USA Today foregav han, at der var problemer med bilen. Han steg ud af bilen i et skovområde og åbnede kølerhjelmen. Da David Haiman gik ud for at give en hånd med, overfaldt Thoresen den unge mand og begik det bestialske mord.

Kæresten har forklaret, at hun bad Thoresen om at holde inde, men lige lidt hjalp det. Thoresen huggede hovedet af Haiman og smed det i skoven.

Han risikerer op til 40 års fængsel for mordet.