Sigrid sendte sms’er på vej hjem fra sin veninde lørdag nat, men hun kom aldrig hjem. En nabo hørte et rædselsfuldt skrig, og politiet fandt hendes sko, strømper og mobiltelefon.
 
Norsk politi er rykket ud med flere mand og hundepatruljer, der sammen med ambulancer og Røde Kors leder intenst efter den 16-årige Sigrid Giskegjerde Schjetne, der aldrig kom hjem som aftalt lørdag nat.

Hun havde været på besøg hos en veninde i Østensjø-området i Oslo, men forsvandt på vej hjem til sin familie. Turen på ca. to kilometer tager normalt en halv time, og familien blev derfor nervøse, da hun ud på natten endnu ikke var dukket op. Den slog alarm, og tidlig søndag morgen begyndte politiet så at spærre af ved en børnehave i det såkaldte Skøyenåsen. På stedet fandt politiet en sko og en mobiltelefon, der straks blev knyttet til den forsvundne Sigrid.
 
Hundepatruljer støvsugede området for spor, men alt, de fandt, var en strømpe, som også tilhører den forsvundne pige.

- I og med at vi har fundet de her genstande, bliver sagen mistænkelig. Der ingen grund til, at hun skulle have taget sine sko og strømper af, siger indsatslederen Brian Skotnes fra Oslo Politi til den norske netavis VG Nett.

Efter Sigrid forlod venindens hus, har hun været i telefonisk kontakt med veninden. De har sendt sms’er, og politiet har ingen grund til at tro, at hun opførte sig unormalt, før hun forsvandt. Men en nabo til børnehaven hørte til gengæld noget yderst unormalt samme nat.
 
- Vi hørte et langt, panisk og rædselsfuldt skrig. Jeg sad ude på altanen, men min datter, som var indenfor reagerede også. Skriget kom fra området ved bakken, som ligger ved siden af børnehaven. Min datter sagde, det lød som et skrig af smerte, siger naboen Anne-Mette Sætre til en anden norske avis, Dagbladet.
 
Familie og venner til Sigrid hjælper lige nu med at lede, og her nager usikkerheden selvsagt. For Sigrid var altid en punktlig, fortæller en talsmand for familien. Politiet beder derfor nu offentligheden om hjælp til at finde den unge pige, der beskrives som 170 cm høj med brunt hår og blå øjne. Da hun forsvandt, var hun iført blå cowboyshorts, blå trøje og en grå tanktop. Med sig havde hun en brun skindtaske.
 
- Nu har hun været savnet i 14 timer, og vi begynder at blive alvorligt bekymrede. Med undtagelse af fundene tidligere i dag, begynder vi at løbe tør for spor, fortalte operationsleder Finn Belle til den norske netavis VG Nett søndag eftermiddag.