Med knap 400 ofre er Sierra Leone et af de lande, der har været hårdest ramt af ebolaudbruddet. Det har fredag fået konsekvenser for Miatta Kargbo, der er blevet fjernet fra sin post som sundhedsminister.

SIERRA LEONE: Sierra Leones præsident, Ernest Bai Koromo, har fredag valgt at afskedige sundhedsminister Miatta Kargbo. Beslutningen er truffet på baggrund af hendes håndtering af ebolaepidemien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en udtalelse fastslår myndighederne, at Miatta Kargbo er blevet fjernet »for at skabe et befordrende miljø for en effektiv håndtering af ebolaudbruddet,« skriver Reuters.

Miatta Kargo vil blive erstattet af doktor Abubakarr Fofanah, der været en del af den nu forhenværende sundhedsministers stab.

Knap 400 mennesker er døde i Sierra Leone siden udbruddets begyndelse, og dermed er landet et af de hårdest ramte i det vestafrikanske område.

Den dødelige virus har indtil nu kostet over 1.500 mennesker livet, og der mangler stadig en kur til virussen. Ifølge Al Jazeera kan en sådan dog være på vej inden længe. Det arabiske medie skriver fredag, at forskere er lykkedes med at kurere samtlige aber for ebola i et forsøg med en ny kur. Nogle af aberne var så langt i sygdomsstadiet, at døden var få timer væk, men man lykkedes alligevel med at kurere dem, skriver Al Jazeera.

I alt indgik 18 aber i forsøget. Det er første gang, at man er lykkedes med at kurere smittede, der var så langt fremme i forløbet, som nogle af aberne var.

Medicinen hedder ZMapp, og den er et miks af tre antistoffer, der provokerer immunsystemet til at destruere ebolavirussen.