USA: Den sidste overlevende fra mandskabet på det fly, som kastede en atombombe over den japanske by Hiroshima, er nu død. Det skriver flere udenlandske medier.

Ifølge The Guardian døde Theodore Van Kirk på et plejehjem i udkanten af Atlanta i USA. Han blev 93 år gammel.

Theodore Van Kirk var navigatør på flyet Enola Gay, som smed atombomben kaldet »Little Boy« over Hiroshima 6. august 1945. Dengang var han 24 år gammel.

Bomben kostede mindst 70.000 mennesker livet med det samme og i tiden umiddelbart efter eksplosionen. Og inden udgangen af 1945 havde strålingssyge bragt dødstallet op på omkring 140.000 ud af en befolkning på anslået 350.000.

Tre dage senere smed USA bomben »Fatboy« over havnebyen Nagasaki, og en hel verden var forandret.

Japan overgav sig 15. august, hvorved Anden Verdenskrig sluttede.

BNB