Det amerikanske valg er langt fra afgjort. Alligevel tegner der sig allerede nu et billede af, at demokraternes Hillary Clinton kan overtage præsidentembedet efter Barack Obama.

Og netop det lader til at være gået op for republikanske Donald Trump, der ifølge det amerikanske medie Bloomberg vil forsøge sig med de sidste krampetrækninger for ikke at tabe kampen om Det Hvide Hus.

Det har fået Donald Trumps bagland til at udarbejde en trepunktsplan, der i sidste øjeblik skal forsøge at tippe favoritværdigheden fra Hillary Clinton til den bramfrie mangemilliardær.

Planen vil blandt andet indbefatte et fokus på den såkaldte transatlantiske frihandelsaftale mellem 12 stillehavslande, der skal sørge for fælles standarder og reducere handelsbarriererne mellem de 12 lande.

Den tidligere præsidentfrue var nemlig imod aftalen - eller det gav hun i hvert fald udtryk for. Men sandheden var imidlertid en anden. For i sin tid som udenrigsminister for Barack Obama skulle Hillary Clinton ifølge CNN have rost aftalen og kaldt den forbilledlig.

»Den sætter en forbilledlig standard for handelsaftaler,« har det angiveligt lydt fra Hillary Clinton.

Derudover skulle planen være rettet mod unge kvinder, afroamerikanere og hvide middelklassevælger. Republikaneren vil nemlig fremhæve sexskandalerne, der har forfulgt hendes mand, Bill Clinton, og på den måde forsøge at blakke Hillary Clintons ellers meget brede appel til de unge amerikanske kvinder.

Samtidig mener Bloomberg at vide, at Donald Trump vil nå ud til de afroamerikanske vælgere ved at minde dem om en udtalelse, som Hillary Clinton kom med i 1996. Dengang udtalte hun, at nogle afroamerikanske mænd var ligesom rovdyr.

Ifølge flere amerikanske meningsmålinger står Hillary Clinton dog fortsat til at vinde valget, der bliver afgjort den 8. november.