Serbien bliver ny flaskehals for flygtninge og migranter, når Ungarn strammer indrejselov. Serberne kræver penge af EU til at klare udgifterne, men lover at deltage i kvotefordeling. Samtidig er der stigende kaos i Ungarn.

SERBIEN: Serbien vil blive en flaskehals for flygtninge og migranter fra Grækenland, når Ungarn indskrænker mulighederne for at krydse grænsen fra Serbien.

Ungarn har allerede etableret et tre meter højt pigtrådshegn mod Serbien, og fredag vedtog det ungarske parlament et sæt lovmæssige stramninger for illegal indrejse.

Ifølge Reuters betyder det nye lovsæt, at det bliver kriminelt at krydse grænsen eller hegnet, og at straffen bliver op til tre års fængsel.

Samtidig giver loven mulighed for, at asylbehandlingen kan foregå på grænsen efter en særlig hurtig procedure, hvilket vil gøre det muligt af afvise folk med det samme. Som flygtningeruterne ligger i øjeblikket, vil det typisk være tilbage til Serbien.

Lovene træder i kraft 15. september.

Den serbiske social- og arbejdsminister, Aleksander Vulin, siger, at Serbien allerede har en kriseplan klar. Ifølge Reuters vil han ikke give detaljer udover, at han opfordrer EU til at »hoste op med kontanter«, skriver nyhedsbureauet.

»Vi ønsker direkte budgetstøtte. Vi betaler de folk, der uddeler hjælp, doktorer og politi,« lyder det fra den serbiske minister.

Den serbiske indenrigsminister, Nebosja Stefanoviche, siger efter et møde med sin makedonske kollega, at Serbien »er parat til at tale om en kvote af flygtningene«.

Da landet ønsker at blive medlem af EU, »er det en glimrende lejlighed til at vise, at vi er rede til at snakke om det«, siger han.

Samtidig udtrykker han bekymring over, hvordan de nye ungarske stramninger vil påvirke situationen.

For uanset om flygtningenes og migranternes ruter vil ændre sig efter Ungarns stramninger og måske gå gennem Kroatien og Rumænien for at nå ind i Shengenzonen, så vil Serbien alligevel blive transitland eller flaskehals.

To andre Balkanstater, Tjekkiet og Slovakiet, vil foreslå, at der etableres en »togkorridor« fra Ungarn gennem de to lande til Tyskland, skriver Reuters.

Forslaget fremlægges senere fredag, når regeringslederne fra Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet mødes i Prag for at cementere deres modstand mod flygtningekvoter for medlemsstaterne i EU.

En »togkorridor« vil tillade flygtninge, der allerede er registreret i Ungarn, at rejse ud af landet og til Tyskland, der er de flestes mål.

Samtidig blev situationen i Ungarn fredag endnu mere kaotisk. Flere hundrede flygtninge brød ud af adskillige opsamlingscentre og startede en march mod den østrigske grænse. Det samme gjorde flere end 500 flygtninge og migranter fra en banegård i Budapest, hvor de ikke ser ud til at få mulighed for at komme med tog videre. Samme scene gentog sig fra stationen i byen Bicske i det centrale Ungarn, hvor kvinder og børn satte kurs mod Østrig.