Amerikanske forskere har gjort en opdagelse, som kan føre til, at USA's historiebøger skal skrives om.

Hidtil har arkæologerne ment, at de første mennesker kom til USA for omkring 15.000 år siden, men efter et opsigtsvækkende knoglefund i Californien lancerer forskere nu en helt ny teori: At der har været mennesker - måske endda neandertalere - i Nordamerika så langt tilbage som for 130.000 år siden. Det skriver AP.

De fundne knogler stammer ikke fra mennesker, men fra en for længst uddød slægtning til elefanten, kaldet mastodonten. Men de 130.000 år gamle knogler bærer præg af at være blevet knust af stenredskaber. Det får forskere, som har analyseret knoglerne, til at påpege, at det kan være menneskers værk. De har en formodning om, at det ikke er den nutidige menneskerace homo sapiens, men muligvis neandertalere, homo erectus eller Denisova-mennesket, som har været på spil.

»Det meget ærlige svar er, at vi ikke ved det,« siger hovedforfatteren til den opsigtsvækkende artikel, palæontolog Steven Holen.

Forskere mener at kunne bevise, at der er blevet brugt stenredskaber til at knuse nogle af de fundne mastodontknogler.
Forskere mener at kunne bevise, at der er blevet brugt stenredskaber til at knuse nogle af de fundne mastodontknogler. Foto: STRINGER
Vis mere

Han mener, at urmenneskerne kan være kommet til Nordamerika fra Asien via det, vi i dag kender som Beringstrædet (der i øvrigt er opkaldt efter den danske opdagelsesrejsende Vitus Bering). For millioner af år siden var det smalle stræde endnu ikke opstået, hvorfor det var muligt at vandre til fods mellem de to kontinenter. Steven Nolen afviser heller ikke, at urmenneskerne kan have kommet til Alaska i små både, hvorefter de kan have vandret ned langs kysten til Californien.

Men selve stenredskaberne er ikke blevet fundet, og det er rester af menneskeknogler, som kunne bakke den opsigtsvækkende teori op, heller ikke. Derfor bliver forskernes teori mødt med en vis skepsis blandt deres kolleger.

'Hvis resultatet kan blive bekræftet af yderligere undersøgelser, så ændrer dette alt, hvad vi troede, vi vidste. Men mange af os vil se understøttende beviser fra andre steder, før vi dropper den traditionelle antagelse om, at mennesker først kom hertil for 15.000 år siden,' skriver Chris Stringer fra Natural History Museum i London til AP i en mail.

Mastodontknoglerne blev fundet i vinteren 1992-93 under en rutinemæssig udgravning i forbindelse med, at der skulle anlægges en ny motorvej. På grund af manglende ekspertise er de først blevet analyseret nu, fortæller forskerne bag den nye, opsigtsvækkende teori.