Med stemmerne 15-5 anbefaler et udvalg i Brasiliens senat at indlede en rigsretssag mod præsident Rousseff.

Brasilia: Et senatsudvalg i Brasilien anbefaler, at præsident Dilma Rousseff stilles for en rigsret.

Ved en afstemning fredag var 15 af udvalgets medlemmer enige i, at præsidenten skal stå til ansvar for anklager om, at hun er ansvarlig for muligt misbrug af offentlige midler og manipulation med de offentlige budgetter forud for hendes genvalg i 2014.

Fem udvalgsmedlemmer stemte imod at stille Rousseff for en rigsret.

Det er overhuset - Senatet - i den brasilianske kongres, der afgør, om der skal rejses sag mod Rousseff.

Medlemmerne stemmer om spørgsmålet på onsdag, og det er ventet, at det vil blive et nederlag for Rousseff.

Hvis Senatet som ventet stemmer for at indlede en rigsretssag, vil Rousseff blive suspenderet fra præsidentposten i 180 dage, mens rigsretssagen mod hende står på.

I mellemtiden vil vicepræsident Michel Temer så overtage som landets statschef.

/ritzau/Reuters