USA: Den republikanske senator fra Florida, Marco Rubio, meddelte i et interview med TV-kanalen Fox News, at han den 13. april vil løfte sløret for, om han stiller op som republikanernes præsidentkandidat.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Da han blev spurgt ind til, at der har været forlydender om, at han har booket Freedom Tower i Miami den 13. april til en endnu ukendt begivenhed, svarede han, at han ikke havde reserveret noget specifikt sted endnu.

»Men 13. april vil jeg fortælle, hvad mit næste træk bliver i forhold til, om jeg går efter at blive præsident eller om jeg stiller op til Senatet,« sagde Marco Rubio.

Senator i Texas Ted Cruz har allerede i sidste uge meddelt, at han ønsker at være republikanernes bud på en præsidentkandidat, og senator Rand Paul fra Kentucky har planer om at offentliggøre, hvorvidt han ønsker at være kandidat 7. april.

BNB/Reuters