South Carolina-guvernør Nikki Haley har før modsagt Trump, der alligevel har udpeget den populære politiker.

Washington D.C.. Et overvældende flertal i Senatet i USA har godkendt guvernør Nikki Haley som ny FN-ambassadør.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 45-årige guvernør fra South Carolina blev mødt med 96 stemmer for sit kandidatur og kun fire imod.

De eneste nejstemmer kom fra de tre demokratiske senatorer Tom Udall, Chris Coons og Martin Heinrich. Uafhængige Bernie Sanders, der dog sidder med i Demokraternes senator-gruppe, også stemte imod Haley.

Nikki Haley er datter af indiske immigranter.

Den republikanske guvernør var i gang med at aftjene sin anden periode som guvernør i sydstaten South Carolina, hvor hun er særdeles populær.

Hun er kendt som ærkekonservativ på en række afgørende centrale områder. Hun er modstander af abort. Hun taler varmt for lav skat og amerikansk støtte til Israel.

Haley har dog også tidligere fået opmærksomhed for at være moderat på nogle områder.

Blandt andet har hun talt for at fjerne sydstatsflag fra officielle bygninger i South Carolina. Flaget associeres ofte med slavetiden i USA, og især en stor del af den sorte befolkning er imod brug af flaget.

Haley har også offentligt talt transkønnedes sag, da hun talte imod en kontroversiel lov, der tvang transpersoner til at vælge toilet efter deres biologiske køn.

Hun har også været i karambolage med Donald Trump, da hun bad ham om at offentliggøre sine skattepapirer.

Det skete aldrig, og Donald Trump angreb hende i stedet på Twitter.

Det er dog tilsyneladende glemt, efter at Trump har peget på hende som FN-ambassadør.

Den 45-årige guvernør tager over efter 46-årige Samantha Power.

En af Nikki Haleys første opgaver bliver at forsikre en lang række regeringer om, at USA fortsat vil tage del i internationalt diplomati.

Efter præsident Donald Trumps mange bemærkninger om, at Nato er "forældet", har en række internationale ledere bedt USA om at forsikre, at landet ikke vil isolere sig fra international politik.

Under høringerne sagde Nikki Haley blandt andet, at Krim-halvøen, som Rusland har annekteret, ikke tilhører Rusland.

Hun sagde også, at hun "på det stærkeste" vil forsvare Ukraines suverænitet.

/ritzau/