Præsident Barack Obama og Kongressens ledere blev fredag enige om at gøre et sidste forsøg på at undgå, at USA falder ud over den økonomiske afgrund til nytår. Intense forhandlinger om amerikanernes skattesatser er nu i fuld gang.

USA: Med kun få dage tilbage, før den amerikanske stormagt risikerer at havne i recession, når en række midlertidige skattelettelser udløber og omfattende offentlige besparelser træder i kraft, vil to af Senatets veteraner, forsøge at lave en aftale, der skal redde den amerikanske økonomi. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Barack Obama siger, han er »forsigtigt optimistisk« i forhold til, at det vil lykkedes demokraterne og republikanerne at nå til enighed inden deadline.

Ingen af parterne syntes på fredagens krisemøde i Det Hvide Hus at ville rykke sig markant. Ej heller kom præsidenten med et nyt forslag. I stedet holdt han fast i sin hidtidige plan.

Dog blev Kongressens ledere enige om én ting - nemlig at det nu er op til den demokratiske formand for Senatet, Harry Reid, og Senatets republikanske mindretalsleder, Mitch McConnell, at nå til enighed om en aftale senest søndag.

- Tiden for omgående handling er inde. Det er nu. Vi er nu kommet til det tidspunkt, hvor alle amerikaneres skatteprocenter om blot fire dage automatisk vil stige. Enhver amerikaners lønseddel vil blive betydeligt mindre. Og det ville være forkert, sagde Obama umiddelbart efter krisemødet ifølge Reuters.

Lykkes det ikke for fløjene at nå til enighed inden nytår, står amerikanerne over for den såkaldte »fiscal cliff«: Markante skattestigninger og automatiske besparelser, som ifølge økonomer vil trække cirka 600 milliarder dollar ud af den amerikanske økonomi næste år og sende landet i recession.

Præsident Barack Obama og demokraternes plan går ud på at gøre skattelettelserne permanente for middelklassen og kun indføre skattestigninger for de rigeste. Republikanerne er lodret uenige og vil i stedet reducere landets gæld gennem endnu større offentlige besparelser.

Hvis ikke Harry Reid og Mitch McConnell kan blive enige, vil Obama have begge kamre i Kongressen, Senatet og Repræsentanternes Hus, til at stemme om en back-up plan, der blandt andet kun vil øge skatterne for de, der tjener mere end 250.000 dollar årligt.

I sidste uge kollapsede forhandlinger mellem præsident Obama og John Boehner, republikanernes leder og talsmand for Repræsentanternes Hus, da adskillige republikanere trodsede deres leder og afviste en plan om at hæve skatten for dem, der tjener mere end en million dollar om året.

John Boehner gjorde det også klart over for Obama på fredagens krisemøde, at Repræsentanternes Hus ikke vil gøre noget, før Senatet har handlet.

De to ledere fra Senatet og deres allierede vil i de nye forhandlinger fokusere på, hvor grænsen skal ligge i forhold til, hvem der skal betale mere i skat, oplyser en demokratisk regeringskilde til Reuters. Analytikere spår, at parterne kan blive enige om at hæve skatterne for dem, der tjener mere end 400.000 eller 500.000 dollar om året.

Det vil ligeledes blive drøftet, om ejendomsskatten skal holdes på det nuværende lave niveau, eller om den skal stige, oplyser regeringskilden.

Den demokratiske formand for Senatet, Harry Reid, advarer om, at det bliver hårde forhandlinger.

- Det er ikke nemt. Vi har med store tal og meget komplicerede ting at gøre, sagde han fredag ifølge Reuters.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus er indkaldt til møde på søndag, så de er klar til at stemme, hvis det lykkes Reid og McConnell at udforme en budgetaftale i løbet af de næste dage.

Pessimismen omkring finanspolitikken sendte fredag de amerikanske aktier nedad for femte dag i træk. Dow Jones faldt til 1,21 procent.

USA havde sidste år et underskud på statsbudgettet på 1.000 milliarder dollar og vil også i de kommende år trods besparelser og skatteforhøjelser operere med underskud på budgettet.

BNB/Reuters