Senator Mark Warner tror, at fyret FBI's chef notater fra Det Hvide Hus indeholder kritisk information.

Washington D.C.. Ledere af Senatets efterretningskomité oplyser, at de har indgået en aftale, som giver dem lov til at se tidligere FBI-direktør James Comeys notater fra hans møder med præsident Donald Trump.

Comeys forhold til Trump har været centralt for de igangværende undersøgelser af Ruslands indblanding i præsidentvalget i USA sidste år.

Det bliver blandt andet undersøgt, om der er indgået hemmelige aftaler mellem Trumps medarbejdere og russerne.

- Vi er blevet lovet at få passende adgang til Comeys notater, siger den demokratiske senator Mark Warner.

- Jeg er tilfreds. Jeg tror, at dette er kritisk information, som vi er nødt til at have som en del af vores vurderingsproces.

Mark Warner tilføjer, at han forventer at få notaterne snart.

James Comey har angiveligt detaljerede notater, som dokumenterer hans private samtaler med præsidenten.

Comey har forklaret, at han tog notater fra samtalerne, fordi dialogen med Trump fik ham til at føle sig utryg.

Ifølge den tidligere FBI-chefs eget nedskrevne vidneudsagn sagde Trump blandt andet under en middag i Det Hvide Hus 27. januar: "Jeg har brug for loyalitet, jeg forventer loyalitet".

Præsidenten afviser, at han skulle have krævet, at Comey var loyal over for ham.

James Comey blev fyret af Donald Trump 9. maj.

Dele af indholdet i Comeys notater har været lækket til pressen, og siden fyringen er det kommet frem, at Trump i februar angiveligt bad Comey om at droppe en FBI-undersøgelse af præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynns forhold til den russiske regering.

Flynn blev fyret i februar, fordi han havde givet urigtige oplysninger til blandt andre den amerikanske vicepræsident Mike Pence om sine samtaler med Ruslands ambassadør i USA.

/ritzau/Reuters