Syv ansatte fra en tv-station har mistet livet i endnu et selvmordsangreb i den afghanske hovedstad.

Kabul: Syv ansatte på den populære afghanske tv-kanal Tolo blev dræbt under selvmordsangrebet i Afghanistans hovedstad, Kabul, onsdag. Det oplyser tv-stationen på sin Twitter-profil.

- I dag mistede vi syv medarbejdere i terrorangrebet på Darulaman Road i Kabul, står der.

Angrebet var angiveligt rettet mod en minibus, der transporterer ansatte fra tv-stationen, og det sker få måneder efter, at Taliban erklærede den private station for et legitimt "militært mål".

- Vores firmabus, der kører medarbejdere hjem efter arbejde, blev angrebet, siger en journalist fra Tolo ifølge AFP.

Mindst 24 andre blev såret i angrebet, der skete i et distrikt i det centrale Kabul, der huser landets parlament, flere ministerier og den russiske ambassade.

Onsdagens angreb er det seneste i rækken af en serie af selvmordsangreb, der har ramt Kabul. Siden begyndelsen af året har seks selvmordsangreb ramt den afghanske hovedstad.

Repræsentanter fra Afghanistan, Pakistan, Kina og USA mødtes tidligere i denne uge i Kabul for at drøfte en afslutning på den 14 år lange krig mod Taliban i landet. Samtidig opfordrede landene Taliban til at tilslutte sig fredsforhandlingerne.

Ingen har endnu taget skylden for onsdagens selvmordsangreb.

/ritzau/