Tv-kanalen Al-Manar rapporterer, at et angreb er blevet udført i den østlige del af Libanon.

Beirut. Et bombeangreb i den østlige del af Libanon har mandag kostet mindst seks mennesker livet.

Yderligere 19 er blevet såret, skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer tv-kanalen Al-Manar, der er knyttet til Hizbollah-bevægelsen, for oplysningen.

Nyhedsbureauet AFP rapporterer om fem dræbte.

Angrebet blev udført af selvmordsbombere i landsbyen Qaa, men det er uvist, hvem der står bag. Endnu har ingen taget skylden for angrebene.

I første omgang lød meldingen, at der var tale om to bomber. Senere er det dog blevet ændret til "flere end to bomber", skriver Reuters.

Bomberne blev angiveligt detoneret i en folkemængde i Qaa. Byen ligger få kilometer fra grænsen til Syrien.

Tre libanesiske soldater er blandt de sårede, meddeler radiostationen Voice of Lebanon, der har talt med borgmesteren i Qaa. Alle de dræbte er ifølge borgmesteren civile.

Generalsekretær for Røde Kors i Libanon Georges Kettaneh siger til AFP, at i alt tre bomber blev udløst.

Hizbollah har været en af den syriske præsident, Bashar al-Assads, nærmeste allierede. Blandt andet har den militære gren udkæmpet en række slag for Assad i løbet af borgerkrigen i Syrien.

USA og EU har organisationen på sine terrorlister.

/ritzau/