Mindst 60 er dræbt på militær base i det centrale Yemen af selvmordsbomber.

Aden. En selvmordsbilbombe mod en af militærets baser i Yemens næststørste by, Aden, har mandag kostet mindst 60 mennesker livet, siger kilder i nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser til nyhedsbureauet AFP.

Kilderne siger, at mindst 60 lig er blevet bragt til hospitalet.

- Mindst 29 er såret, siger hospitalskilder.

Angrebsmanden kørte mod en gruppe nye rekrutter ved militærbasen i den nordlige del af Aden. Militæret siger, at antallet af dræbte ventes at stige.

Gruppen Islamisk Stat tager skylden for bomben, skriver Reuters, som henviser til oplysninger på Islamisk Stats officielle propagandasted Amaq.

Angrebet skete, efter en koalition under ledelse af Saudi-Arabien i weekenden foretog nye luftangreb mod oprørere i det centrale Yemen. Her blev ni oprørere og syv civile dræbt uden for den sydvestlige by Taez.

Saudi-Arabien gik i marts 2015 ind i Yemen sammen med en arabisk koalition for at bringe landets sunnimuslimske præsident, Abedrabbo Mansour Hadi, tilbage til magten.

Det skete, efter at den shiamuslimske houthi-bevægelsen havde erobret store dele af landet, herunder hovedstaden Sanaa.

Koalitionen har optrappet luftangreb, efter at tre måneders fredsforhandlinger i Kuwait brød sammen tidligere i denne måned.

I koalitionen er foruden Saudi-Arabien også De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Kuwait, Qatar, Egypten, Jordan, Marokko, Senegal og Sudan.

Over 6600 mennesker - overvejende civile - er blevet dræbt siden marts 2015, og over 80 procent af befolkningen i det forarmede land har behov for humanitær hjælp, viser tal fra FN.

Læger uden Grænser har trukket sit personale ud af seks hospitaler i det nordlige Yemen efter luftangreb tidligere på måneden mod et af organisationens hospitaler i landet.

/ritzau/AFP