I nat blev det afsløret, at den amerikanske præsident Donald Trump tjente 150 millioner  dollar i 2005.

Det svarer til én milliard og 50.000 danske kroner.

Og ud af denne imponerende årsløn betalte Donald Trump 266 millioner i indkomstskat, godt 25 procent.

Det var den amerikanske tv-vært Rachel Maddow fra stationen MSNBC, der afslørede de ellers hemmeligholdte tal. Og nyheden spredte sig i nat hurtigt til andre nyhedskanaler som CNN og FoxNews.

Tallene stammer fra to offentliggjorte sider af præsidentens selvangivelse anno 2005.

Lige siden valgkampen har Donald Trumps selvangivelse været et sprængfarligt emne i amerikansk politik. Den republikanske præsident har nemlig i modsætning til sine forgængere nægtet at udlevere sine selvangivelser. Og derfor er Trump blevet beskyldt for at skjule økonomiske hemmeligheder, der kunne skade hans politiske karriere - som f.eks ulovlige forbindelser til Rusland.

Rachel Maddow fortalte i sit program RMS, Rachel Maddow Show, at hun havde fået dokumenternes rigtighed bekræftet af Det Hvide Hus.

Her fastholdt man dog, at det var ulovligt at offentliggøre de afslørende dokumenter. Og dét gav lejlighed til at afsløre, hvor de kom fra.

Rachel Maddow fortalte, at hun havde fået dokumenterne fra journalisten David Cay Johnston.  Og Johnston fortalte til gengæld, at han havde fundet dem i sin postkasse.

Johnston fastslog dog også, at skattepapirerne var af begrænset interesse.

»Nu kan vi se, hvor meget præsidenten har tjent. Men vi kan stadig ikke se, hvor pengene kommer fra. Og det er dét, der er det interessante,« sagde David Cay.Johnston.

Den prisvindende journalist og forfatter havde dog også selv en interessant teori om, hvor skattedokumenterne kunne komme fra:

»Måske er det Donald Trump selv, der har sendt dem til mig,« sagde Johnston.

Således skal undersøgelsen af Donald Trumps mulige russiske forbindelser starte i dag. Og David Cay Johnston mener, at Donald Trump ved at offentliggøre disse tal således forsøger aflede opmærksomheden til noget andet.