Den amerikanske præsidents seneste pressekonference var en opsigtsvækkende blanding af rivegilde, standup-komedie og tågesnak

Uanset hvilket parti man tilhører, så er der ingen uenighed om, at præsident Donald Trumps 77 minutter lange pressekonference natten til fredag var noget ud over det sædvanlige. Og ikke nødvendigvis på den gode måde.

Egentlig havde Donald Trumps blot sammenkaldt media-tropperne for at afsløre sit nye valg af arbejdsminister. Men da præsidenten ikke har afholdt en egentlig pressekonference siden sin tiltrædelse, var spørgsmålene selvfølgelig mange. Og det udviklede sig snart til en sær blanding af rivegilde, krydsforhør, tågesnak, standup-komedie og god gammeldags skideballe.

’Den rene galskab’

På den amerikanske venstrefløj førte pressekonferencen til fornyet snak om ’totalt kaos’.

Og selv hos tv-kanalen Fox News, der normalt er kendt for at være på præsidentens side, måtte den chokerede stjernereporter - og én af kanalens mest populære værter - Shepard Smith, indrømme:

»Det her er den rene galskab. Præsidenten bliver  ved med at gentage vanvittige løgne. Han undgår al relevant snak om Rusland og hans regerings tvivlsomme kontakt til Vladimir Putin. Og så reagerer han, som om vi i pressen er en flok idioter, der stiller de forkerte spørgsmål. Præsidenten kalder os ’falske nyheder’ og behandler os som børn. Men vi stiller disse spørgsmål på vegne af det amerikanske folk. Og den amerikanske befolkning fortjener klare svar.«