Da alarmcentralen klokken halv ni lørdag morgen modtog et opkald, var det en lille pigestemme, man kunne høre i den anden ende af røret. Hendes forældre var døde, fortalte hun. Da politiet ankom til stedet, fandt betjentene pigen sammen med sin tre år ældre søster - mens forældrene og en familieven lå dræbt.

Mens pigerne var uskadte, havde faderen Christopher Yost, moderen Jennifer Goodwin Yost og familievennen Arthur William Boucher 'betydelige skader' på sig.

Det fortæller politiinspektøren Jon Radus fra politiet i den sydcaliforniske by Fullerton til nyhedsbureauet AP.

»Det er altid tragisk, når nogen mister livet. Det er endnu mere tragisk, når børn er involveret. Pigerne have været igennem en utrolig traumatisk oplevelse,« siger han.

Den ældste datter blev eftersøgt

De to små piger bliver nu passet af nogle slægtninge, mens politiet prøver at finde ud af, hvordan de tre mennesker helt præcist blev dræbt.

Efter politiet var ankommet til stedet, stod det klart, at de to små piger har en storesøster på 17 år. Men hun var ikke at finde i hjemmet. Politiet satte derfor gang i en stor eftersøgning.

»Vi er bekymrede for hendes sikkerhed, fordi vi ikke har kunnet finde hende,« sagde Jon Radus lørdag.

Søndag blev to mænd på 21 og 25 år anholdt for drabene. Det samme gjorde en 17-årig pige også. Men politiet har ikke villet kommentere, om den 17-årige er identisk med det dræbte ægtepars datter.

'Ikke en tilfældig voldshandling'

Dog har politiet oplyst, at datteren er fundet.

»Vi har fundet hende, og hun er uskadt. Loven forhindrer politiet i at gå ud på navne på mindreårige, som bliver anholdt. Når det så er sagt, så er en 17-årig pige blevet anholdt i forbindelse med drabene og er i politiets varetægt,« siger politiinspektøren til Los Angeles Times.

Det vides endnu ikke, hvad motivet til det brutale tredobbelte drab kan have været. Men de anholdte og de dræbte kendte hinanden.

»Det er ikke en tilfældig voldshandling,« siger Jon Radus.