To personer er alvorligt såret, efter at en ultraortodoks jøde angreb flere deltagere ved Gay Pride i Jerusalem torsdag aften. Mindst seks personer er såret.

ISRAEL: Mindst seks personer er blevet stukket ned under den årlige Gay Pride i Jerusalem, rapporterer den israelske Channel 10 ifølge Haaretz.

To af ofrene er alvorligt såret ifølge Magen David Adom, redningsarbejder, der har behandlet nogle af de sårede.

En anden person er hårdt såret, mens to andre fik mindre skader.

Det var en ultraortodoks jøde, der stod bag angrebet på de seks personer, oplyser en talsmand fra politiet i Jerusalem ifølge BBC.

Han er blevet pågrebet af politiet, og han handlede på egen hånd, skriver Haaretz.

Folkene bag Gay Pride i Jerusalem besluttede efterfølgende at fortsætte optoget igennem Jerusalems gader.

»Ligegyldigt, hvem gerningsmanden er, har personen handlet i uoverensstemmelse med jødiske og moralske værdier, og gerningsmanden skal straffes hårdt,« siger Naftali Bennet, undervisningsminister i Israel.

Det er ikke første gang, at en ultraortodoks jøde angriber deltagere ved Gay Pride i Jerusalem med kniv.

I 2005 stak en anden ultraortodoks jøde nemlig tre personer ned. Han er netop blevet løsladt fra fængslet, skriver Haaretz.

Politiet har givet tilladelse til, at 30 højrefløjs-demonstranter kunne få lov til at demonstrere mod optoget ved en synagoge nær Gay Prides rute.

Politiet har været markant til stede hele dagen i byens gader. 5.000 personer deltager i Gay Pride i Jerusalem torsdag aften.