6-årige Peter Kema Jr. forsvandt fra sit hjem på Hawaii i 1997. Liget blev aldrig fundet, og han blev erklæret død. Nu er forældrene anklaget for mordet.

Selv om Peter Kema Jr. forsvandt i 1997, så var det først i januar 1998 - flere måneder efter han forsvandt - at den lille 6-årige dreng blev meldt savnet af sine forældre, Peter Kema Sr. og Jaylin Kema. Efterforskningen førte dog aldrig til fundet af den lille dreng, som senere blev erklæret død af politiet.

Det skriver The Independent.

Forældreparret, Peter Kema Sr. og Jaylin Kema, har længe været hovedmistænkt i sagen, og selv om politiet har formodninger om, at parret flere gange mishandlede deres søn, inden han forsvandt, så lykkedes det aldrig at finde beviser, som kunne kæde dem sammen med 6-årige Peter Kema Jr.'s forsvinden.

Den 4. november sidste år blev forældreparret anholdt for blandt andet våbenbesiddelse og bedrageri, og det fik parrets datter og dermed Peter Kema Jr. søster, Lina Acol, til at reagere.

»Kom ud med det, det er på tide, det kommer ud. Vi ved alle, hvad der skete,« lød det fra Lina Acol i en offentlig bøn til forældrene ifølge Hawaii News Now.

Bønnen fik politiet til at grave dybere i sagen, og det har nu givet pote. Ifølge Hawaii News Now er politiet nu i besiddelse af beviser, der kan kæde forældreparret sammen med drengens forsvinden.

Tidligere har søsteren fortalt Hawaii News, at hun tror, hun så sin brors livløse krop i en kasse i forældrenes skab i 1997, da hun selv var fire år.

»Jeg så min mor. Det så ud som om, hun prøvede at kysse ham, og så så jeg min far, der prøvede at slå ham i brystet. Jeg åbnede døren mere, men de råbte af mig, at jeg skulle gå ind på mit værelse og sove,« lød det fra Lina Acol, der er overbevist om, at forældrene forsøgte at genoplive drengen.

Dermed ser det ud til, at der endelig kan sættes punktum i en af de mest berømte uopklarede mordsager på Hawaii.