En tre årtier gammel mordsag har nu fået nyt liv. Og en mor har endelig fået sjælero.

Det var tirsdag og Melbourne Cup-day. En af Australiens største og mest prestigefyldte sportsbegivenheder inden for hestevæddeløb. Det var også den dag, hvor seksårige Kylie Maybury blev sendt til købmanden efter sukker, men aldrig vendte tilbage.

Dagen efter blev hun fundet i rendestenen et par kilometer fra købmanden. Voldtaget og dræbt.

Jane Ryan (Maybury)
Jane Ryan (Maybury) Foto: Foto: Supplied
Vis mere

Den tragiske og voldsomme drabssag af seksårige Kylie Maybury var i mange år et uforløst mysterium. En såkaldt ‘cold case’ - eller på dansk en henlagt sag, som aldrig blev opklaret. Før i dag. Det skriver australske News.

Seksårige Kylie Maybury besøgte sammen med sin mor deres nabo Lorna Simpson den 6. november 1984 på Melbourne Cup-day. Uden sukker i huset blev Kylie Maybury sendt til den nærmeste købmand med småpenge i hånden. Hun nåede at købe sukkeret, som hun havde lovet, men den seksårige pige nåede aldrig hjem til sin mor igen. Det var sidste gang, moderen så Kylie Maybury i live. En eftersøgning blev samme aften igangsat, men uden held. Det var først tidligt næste morgen, at politiet fandt liget af den lille pige. Voldtaget, dræbt og forladt i rendestenen.

Den chokerende mordsag satte en større efterforskning i gang tilbage i 1984, hvor to anonyme vidner var afgørende i sagens videre forløb. I slutningen af november måned i 1984 modtog politiet et tip om, at en hvid Holden Kingswood stationcar var involveret i den lille piges død. Uden større held i efterforskningen annoncerede politiet først en dusør på 750.000 kroner for information i sagen og senere hen 15 millioner kroner.

Foto: Foto: Supplied
Vis mere

Mange år senere i maj 1997 kontaktede endnu et anonymt vidne politiet med en vigtig information.

Vidnet oplyste identiteten på en person, som havde politiets interesse, men hvis navn aldrig blev offentliggjort. Siden forsøgte politiet gentagne gange at få de to anonyme vidner til at stå frem, da de var afgørende for sagens forløb.

I februar 2001 var der endelig fremskridt i sagen. Den livstidsdømte Robert Lowe, der tidligere havde dræbt en anden seksårig, blev DNA-testet som hovedmistænkt i mordet på Kylie Maybury. Han blev kort efter frikendt. Og sagen var igen uopklaret.

I næsten tre årtier var den grusomme sag henlagt til arkiverne uden nye spor, som politiet har kunnet forfølge. I 2014 genåbnede politiet alligevel sagen, og to år senere arresterede de 74-årige Gregory Keith David for mordet og voldtægten. Nu har han tilstået begge forhold i retten. Den myrdede seksårige piges mor, Julie Ryan, fortalte flere journalister uden foran retsbygningen, at hun brød sammen, da hun hørte Gregory Keith Davies tilstå.

»Jeg er fuldstændig forbløffet over, at han gjorde det. Der er gået 33 år, og han har trukket mig igennem et sandt helvede,« sagde hun og tilføjede, at hun endelig føler en længe ventet lettelse.

Foto: Foto: Supplied
Vis mere

Først i juni 2016, hvor sagen havde været genåbnet i to år, blev Gregory Keith Davies arresteret i sit hjem. Gregory Keith Davies blev første gang interviewet af politiet kort efter, pigens lig blev fundet. Da sagen blev genåbnet benægtede han fortsat sin involvering, men den 74-årige mand gennemgik alligevel frivilligt en DNA-test, som viste et match mellem ham og seksårige Kylie Maybury. I dag, mandag den 29. maj 2017, har Davies erklæret sig skyldig i både voldtægten og mordet på den seksårige pige tilbage i 1984. Én anden anklage er blevet trukket tilbage af anklageren.

KILDE: Australien news, The Australian