144 millioner liter drikkevand skal kasseres på grund af drengestreger.

Det var den benhårde konklusion, efter folkene på et amerikansk vandværk i staten Oregon så nogle overvågningsbilleder igennem fra vandværkets grund. På billederne ses tre mænd, der er trængt ind til vandværket - blandt andre 19-årige Dallas Swonger.

På et tidspunkt ser det ud til, at David Shaff urinerer ned i et af rørene, der leder vandet til vandreservoiret Mt. Tabor, som skal sikre, at byen Portland og omegn har vand nok. Det gør, at vandværket ikke kan bruge de mange millioner vand, som ifølge Washington Post svarer til mængden, der kan være i 57 olympiske svømmebassiner.

- Selv om sundhedsrisikoen er minimal, så skal vi levere vand, som er rent, koldt og sikkert. Det omfatter ikke urin. I hvert fald ikke fra mennesker, forklarer vandværkschefen David Shaff til avisen The Oregonian.

Dallas Swonger, der nu kan se frem til en bøde, hævder dog over for internetsitet Vocativ, at han ikke urinerede ned i vandledningen. 
 
- Alle tror, at det er for sjov, og at jeg bare vil i nyhederne, men det er fandme ikke en joke. Jeg har intet ønske om, at folk tror, at Dallas (ham selv, red.) er en idiot, fordi han tissede i det forbandet vand. I vores drikkevand. Som om det ville være sejt. Ville du ikke også være sur over det, spørger han retorisk.

Uanset om Dallas Swonger har ret eller ej, så er det sket før. I 2011 måtte vandværket også kassere flere millioner liter vand, fordi en mand havde urineret i det.