En video på den franske youtube-kanal NorniTube demonstrerer noget, de fleste sikkert allerede har en mistanke om.

Udseendet alene afgør velvilligheden til at hjælpe en fremmed på gaden. Videoen, der er lagt op for et par dage siden, hedder 'Le poids des apparence' - vigtigheden af udseendet.
 
I en slags socialt eksperiment klæder en ung mand sig ud som lidt forhutlet person i løst tøj med hue. Han går rundt på en gade i Paris, hoster højlydt og falder så pludselig om og ligger på gaden, mens han tydeligt siger 'hjælp mig' flere gange. Ingen reagerer og går lige forbi ham. Ifølge videoen ligger han der i længere tid.

Efterfølgende ser man den unge mand gøre præcis det samme, denne gang iført et jakkesæt. Her er reaktionerne noget anderledes og folk løber hen for at tjekke, at han er okay.

'Bare fordi alle andre ignorerer det, betyder det ikke, at det er det rigtige at gøre', fastslås det i videoen, som slutter af med en opfordring:

- Vær den forskel, du ønsker at se i verden