Den amerikanske avis Journal News puster nu til våben-debatten, der raser i Gud eget land efter skolemassakren den 13. december i byen Newtown, Connecticut, hvor 20 børn og syv voksne blev dræbt af 20-årige Adam Lanza, der efterfølgende tog sit eget liv.

Nu har den relativt ukendte New York-avis opnået omtale i landsdækkende og udenlandske medier. Årsagen er et interaktivt kort, der udstiller indbyggere, som har våbentilladelse i to af millionbyens forstæder. På kortet kan man klikke og se navne og adresser på borgerne.

Avisen understreger dog, at man ikke ved, om de borgere, der har en våbentilladelse rent faktisk også ejer et våben.

Det fremgår nemlig ikke af de aktindsigter, som avisen har søgt for at kunne lave kortet, ligesom indbyggere, der har rifler og haglgeværer, som kan købes uden tilladelse, heller ikke optræder på kortet.

Efter det interaktive kort blev publiceret er debat-bølgerne gået højt og flere end 25.000 har anbefalet våbenkortet på Facebook.

Flere læsere truer nu avisen med boykot, mens en læser trækker tråde til dengang jøder i Nazityskland skulle bære synlige Davidstjerner.

I en kommentar siger redaktør og vicepræsident CynDee Royle, at avisens læsere 'naturligvis er interesserede i at kende til de våben, der er i deres nabolag'.

Men kritikere mener, at man på avisen har gjort det nemmere for banditter at finde ud af, hvor man kan skaffe våben. En læser skriver:

- Nu ved alle, hvor de legale håndvåben gemmes. Det er en værdifulde informationer for de kriminelle. Hvorfor gør I ikke noget for at finde ud af, hvor de illegale våben bliver gemt?



BT kunne onsdag fortælle, at automatvåben er årets julegave i USA. Våben-entusiaster frygter nemlig at politikerne genindføre et forbud, der ellers udløb i 2004. Våbentilhængerne mener, at det er deres grundlovsbeskyttede ret at eje våben og debatten har tidligere raset i USA.

Så spørgsmålet er, om der denne gang bliver vedtaget strengere våbenlove som den demokratiske senator Dianne Feinstain kæmper for eller om den magtfulde våben-lobby-organisation, NRA, får overbevist et flertal af politikerne til at lade amerikanerne eje de våben, som i dag.