Hvad skete der egentlig den aften, da den britiske pige Madeleine McCann forsvandt? Britisk politi mener at være kommet nærmere svaret. Men svaret er et andet, end man havde regnet med.

En lille pige med en lyserød hat løber rundt på tennisbanen og samler bolde op, mens hendes forældre spiller tennis. Pigen ligner til forveksling den lille savnede, britiske pige Madeleine McCann. Men det er det ikke. I stedet er det en tre-årig skuespiller, der er med i den 25 minutter lange rekonstruktion, som politiet og den britiske tv-kanal BBC mandag aften viser i programmet Crimewatch.

Men hvad skete der egentlig, da Maddie den 3. maj 2007 forsvandt? Ifølge britisk politi er begivenhederne op til den lille piges forsvinden sandsynligvis ikke foregået i den rækkefølge, som man hidtil har troet.

Se et længere klip fra udsendelsen HER

Det fortæller chefinspektør i det britiske politi Scotland Yard, Andy Redwood i et videoklip, som lægger op til Crimewatch.

- Vores arbejde har ændret tidslinjen og den offentligt accepterede version af begivenhederne op til pigens forsvinden markant, fortæller han i klippet.

Her forklarer han også, at politiet især koncentrerer sig om tiden mellem klokken 20.30, hvor Maddies forældre tager ud at spise, og omkring klokken 22, hvor Kate McCann opdager, at Maddie er væk.

- Vi forsøger at spole tiden helt tilbage til begyndelsen. Og så reanalysere og nulstille det hele. Uden at acceptere noget, siger Andy Redwood.

Afsløringerne kommer efter, at britisk politi i juli formelt genoptog efterforskningen af sagen om Maddies forsvinden. Mere end 40.000 stykker bevismateriale er blevet gennemgået, og 41 mulige mistænke er kommet i politiets søgelys.

Blandt de mulige mistænkte er to tysktalende mænd, som politiet vil frigive computerskabte billeder af mandag aften i Crimewatch. Politiet håber på den måde at få fat i de to mænd, så man en gang for alle kan slå fast, om er mulige gerningsmænd.

I udsendelsen vil Maddies forældre, Kate og Gerry McCann, desuden komme med en appel, hvori de beder alle folk, der bare har den mindste henvendelse om sagen, om at rette henvendelse til politiet.

Forældrene har tidligere udtalt, at de tror på, at deres datter er i live, og at de har et stort håb om, at udsendelsen vil hjælpe dem til at finde Madeleine.