I weekenden endte det helt galt for et dansk ægtepar, der var på campingferie i Norge. I den 3,3 kilometer lange tunnel under Sløverfjord kom parrets bil og campingvogn i slinger. Det endte med, at campingvognen blev slynget mod tunnelvæggen og knust i stumper og stykker.

- Den er helt most. En campingvogn er jo næsten bare pindebrænde. Hvis den rammer en fjeldvæg, er der ikke meget, som holder den sammen, siger Roy Charlsen, vicebrandchef i Vågan kommune, til VG.no.

Ejer du campingvognen, eller kender du vedkommende, så hører BT meget gerne fra dig på 1929@bt.dk

Årsagen til det danske ægtepars ulykke er endnu ikke klarlagt, men der har tidligere været lignende ulykker i tunnelen, hvor fart har været synderen.

- I de tilfælde kan det skyldes, at folk har haft for høj fart gennem tunnelen, og at campingvognen er gået fra side til side, før den har revet sig løs fra bilen, siger Roy Charlsen til VG.no.

Selvom campingvognen blev toltalskadet og aldrig kommer til at danne rammen om det danske ægtepars ferier i fremtiden, så slap parret nådigt fra ulykken. Kvinden pådrog sig mindre skader, mens manden slap helt uden skrammer.