Egentlig burde seksårige Audrey Nethery fra Kentucky i USA være for træt til at kunne bevæge sig så meget, som hun gør. Men hun elsker at danse Zumba. Og når hun kan gøre det samtidig med, at hun sætter fokus på sin sjældne sygdom, kan intet stoppe hende.

Lille Audrey Nethery må tage lidt flere skridt end de voksne dansere for at følge med dem hen over scenen. Hun må også tage lidt flere skridt end den almindelige seksårige. Men hun er med hele vejen. Og hun husker hvert et trin.

Audrey Nethery lider af den sjældne sygdom Diamond-Blackfans syndrom, DBA, som gør, at produktionen af røde blodlegemer i knoglemarven er stærkt nedsat og begrænser ens vækst.

Symptomerne på den medfødte sygdom er sløvhed, manglende appetit og nedsat fysisk aktivitet. Det anslås, at der hvert andet år i Danmark fødes et barn med DBA, mens den på verdensplan rammer omkring 6-700 personer.

Sløvheden er dog ikke noget, der præger seksårige Audrey Nethery.

Hun elsker Zumba. Så meget at hun tager danselektioner i det hver lørdag. På Facebook har hendes familie oprettet en side til ære for hende, hvor man kan følge hendes dans, hendes hverdag og hendes kamp for at sætte fokus på den sjældne sygdom.

Det var netop de videoer, der gjorde, at hun blev inviteret med til den årlige International Zumba Convention i august, hvor verdens bedste zumba-instruktører var samlet i Orlando, Florida.

Her blev hun inviteret til at være med i den store åbningsdans til konventionen sammen med nogle af hendes danseinstruktører og verdens bedste Zumba-dansere.

Og den lille piges dans har taget verden med storm.

Næsten syv millioner har set videoen af den dansende Audrey Nethery, siden hendes far lagde videoen på YouTube.

»Audrey begyndte først og fremmest til Zumba, fordi hun elsker at danse,« fortæller hendes far, Scott Nethery, til Yahoo.

»Vi føler også, det er hjulpet med at øge hendes selvtillid en smule. Audrey er mindre end de andre børn på hendes alder på grund af DBA, og det generer hende nogle gange,« siger han og slutter:

»Men hendes størrelse betyder ikke noget, når hun danser, og hun ved, hun er ret god til det.«