Hvor mange mennesker skal der til for at lave verdens største stjerne i 5,5 kilometers højde? Svaret er 202.

Vovehalsene fra næsten 30 lande hoppede ud af ni forskellige fly i luften over Californien i USA for at danne den største formation i luften, skriver ABC News.

Da de mange faldskærmsudspringere havde kastet sig ud i frit fald, svævede de sammen, tog fat i hinandens fødder og hænder. Resultatet var en imponerende stjernelignende formation, der var cirka 60 meter i radius.

Før de fik fast grund under fødderne igen slap de hinanden for en kort stund, inden de blev samlet i en anden formation.

De blev dermed den største gruppe af faldskærmsudspringere, der præsterede at lave to formationer efter hinanden i samme spring, ifølge Nancy Koreen fra USA's Faldskærms Union (USPA).

Dommere bekræftede på stedet, at rekorden var slået.  Men papirarbejdet for at godkende forsøget officielt er stadig i gang i Schweiz, hvor The World Air Sports Federation holder til, fortæller Nancy Koreen til ABC News.

En af de medvirkende i rekordudspringet er Dan Brodsky-Chenfeod fra Skydive Perris. Han fortæller, at det var syvende gang, de 202 adrenalinjunkier forsøgte at slå rekorden.

»Det var fantastisk, at sådan en stor gruppe kom fra hele verden til Skydive Perris for at dele deres passion for sporten med målet om at sætte en verdensrekord,« siger 53-årige Dan Brodsky-Chenfeod til ABC News.

Der var stor aldersforskel på de mange faldskærmsudspringere. Den yngste var 25 år, mens den ældste var 70 år, da de kastede sig ud af flyet og skrev historie.

Gruppen af mennesker, der indtil nu har haft rekorden bestod af 122 faldskærmsudspringere.