Tre kvinder med bare bryster afbrød Marine Le Pens 1. maj tale i Paris. Med »Heil Le Pen« skrevet henover brystet råbte de slagord mod Marine Le Pen og hendes meget højreorienterede parti Front National.

FRANKRIG: Tre kvinder fra den aktivistiske feministgruppe Femen afbrød fredag Marine Le Pens 1. maj tale i Paris. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Lederen af Frankrigs nationalistiske parti Front National og hendes flere hundrede tilhængere fik sig en overraskelse, da tre kvinder med bar overkrop tog opstilling på en balkon. Herfra råbte de slogans imod partiet, mens de heilede og fremstod med »Heil Le Pen« og »Stop fascisme« skrevet på deres på deres overkroppe.

Tydeligvis forstyrret af pigerne sagde Marine Le Pen:

»Det er lidt af et paradoks, at I kalder jer selv feminister og forsøger at forstyrre en hyldest til Jeanne D’Arc,« med henvisning til, at partiets tilhængere inden talen havde lagt en krans ved en statue af den gamle nationalheltinde.

»De vil blive tvunget til at tage tøj på,« tilføjede Le Pen.

Femens talskvinde fik asyl i Frankrig i 2013, og hun fortæller om dagens aktion, at gruppen forsøger at sagsøge Front National for overdreven vold.

»Målet i dag var at vise, hvordan Marine Le Pen virkelig er og vise hendes rigtige ansigt,« siger hun til franske medier ifølge Reuters.