KØB PLUS!

Se billederne: Skelettet af berygtet engelsk konge fundet under parkeringsplads

Skelettet af Richard III, som er blevet portrætteret som en krumrygget tyran, er blevet fundet ved en udgravning i Leicester.

Et hold af arkæologer har formodentlig gjort sig lidt af et fund under en parkeringsplads i Leicester. Et skelet med et stort hak i kraniet og en meget krum rygsøjle siges således at være intet mindre end Englands tidligere konge, den nok så berygtede Richard III, skriver Reuters.

Dermed har arkæologer løst et 500 år gammelt mysterium om, hvor den sidste konge, der døde i kamp, har hvilet siden 1485.

Han blev dræbt ved slaget ved Bosworth Field i 1485 og fundet under en udgravning af et kloster fra middelalderen på en betonklædt parkeringsplads. Fundet af Richard III - der var den sidste konge, der døde i kamp - er et af de mest spektakulære i nyere britisk historie.

- Det er den akademiske konklusion, at den person, der er fundet i september 2012 er Richard III, den sidste af England, siger arkæologisk leder Richard Buckley ifølge Reuters.

På skelettet er der fundet 10 slag fra sværd eller lignende, hvoraf otte er i hovedet og ifølge arkæologerne påført på slagmarken. Bageste del af kraniet er blevet hugget af og et stykke metal er blevet fundet mellem kongens ryghvirvler.

I slaget ved Bosworth Field kæmpede Richard III for sin trone, og det siges, at slagets sejrherre, den senere Kong Henry VII, viste Richards nøgne, døde krop frem for folket i Leicester for at vise, at slaget var vundet, og at den 30 år lange konflikt, kendt som »War of The Roses«, var bragt til en ende.

Ifølge WillIam Shakespeares fortællinger var Richard III en deform tyran, som blandt andet slog to prinser ihjel i det berømte fængsel, Tower of London. Han havde en krum ryg, som blev hånet af Shakepeare og efterfølgende berømt skildret af skuespiller Laurence Olivier, og ifølge arkæologerne er netop den krumme rygsøjle ikke til at tage fejl af ved skeletfundet.

Ifølge lederen af udgravningen, Richard Buckley, var projektet næsten ved at blive afbrudt på grund af manglende midler, men penge fra lande som USA, Tyskland og Australien holdt det i live.

Richard, der døde i en alder af 32 år efter blot to år på tronen, vil blive begravet i katedralen i Leicester.

Læs også: