Da 21-årige Danny Mabley var allerstørst, vejede han 141 kilo og var altid træt. I dag vejer han 77 kilo og er personlig fitnesstræner.

Det skriver mediet Daily Star.

Danny Mabley fra British Columbia i Canada voksede op uden at vide, hvad kalorier var, og derfor bestod hans diæt ofte af usunde drikkevarer og chips. Han blev derfor voldsomt overvægtig, hvilket også gjorde ham til et udsat mobbeoffer.

»Jeg plejede at sidde og spise chips hele dagen. Alle kendte mig som den fede dreng, og når du er stor, bliver du mindet om det hele tiden,« fortæller Danny Mabley til Daily Star.

Han blev i perioder mobbet så meget, at han i en periode blev væk fra gymnasiet i et halvt år og sank dybere og dybere ind i en depression.

Samtidig fortalte Dannys læge ham, at det var vigtigt, at han tabte sig. Det eneste, Danny havde lyst til, var dog at blive i sengen.

Hjælp fra en kollega

Forandringen i Dannys liv indtraf, da han for to år siden fik et job, og en kollega tog ham med i fitnesscenter. Her opdagede Danny, at vægtløftning var noget, han faktisk kunne lide, og uden at tænke over det, begyndte han at tabe sig en hel del.

»Jeg forelskede mig simpelthen i vægtløftning, og med det kom samtidig behovet for at spise ordentligt,« forklarer den 21-årige canadier til Daily Star.

Artiklen fortsætter under billedet.

Han begyndte at besøge fitnesscenteret fem gange om ugen for at løfte vægte, og med den hobby svandt han pludselig fra sine 141 kilo til de omkring 77 kilo, han vejer i dag.

Undervejs har han dokumenteret sin vilde forvandling med billeder, blandt andet på Instagram. Det har han gjort for at kunne huske forløbet, men også for at holde sig selv til ilden og have en fortsat motivation.

Artiklen fortsætter under billedet.

Job som personlig træner

Danny Mabley arbejder i dag som personlig træner, ligesom han har lige omkring 70.000 følgere på sin Instagram-konto og er blevet lidt af en stjerne på det sociale medie.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vigtigst for Danny er dog den mentale forvandling, han har gennemgået de seneste to år, som gør, at han nu for første gang føler sig tilfreds i sin egen krop.

Med forvandlingen er samtidig fulgt et hav af skulderklap - og en masse undskyldninger fra folk, der før mobbede Danny med hans overvægt, fortæller han til Daily Star.