Norsk Politi vil genoptage efterforskningen af dødsbranden på skibet Scandinavian Star. Det oplyser politiet i Oslo i en pressemeddelelse.

Scandinavian Star brød i brand på sin første sejlads mellem Oslo og Frederikshavn i april 1990, hvilket resulterede i, at 159 mennesker mistede livet. Der har siden været flere gisninger om, hvorvidt der var tale om en påsat brand, og i ni måneder har en projektgruppe ved norsk politi arbejdet for at finde ud af, om der er argumenter for de gætterier.

Læs også: Ekspertgruppe: Scandinavian Star-brand var forsikringssvindel

- Projektgruppen har gjort et grundigt stykke arbejde, og deres rapport viser efter min mening, at enkelte dele af sagen ikke blev belyst godt nok. Selvom der ikke foreligger nye fund i sagen, har jeg efter en vurdering alligevel besluttet at tilråde en ny efterforskning af disse dele af sagen, siger politimesteren i Oslo, Hans Sverre Sjøvold, i pressemeddelelsen.

Politimesteren understreger samtidig, at det er vigtigt at huske, at det er næsten 25 år siden, skibet brød i brand, og at det derfor er vanskeligt at dokumentere, hvordan efterforskningen blev gennemført og baggrunden for hver enkelt beslutning. Hans Sverre Sjøvold mener dog, at mulige økonomiske motiver ikke blev efterforsket godt nok.

Og den norske politimester har endnu et kritikpunkt at sætte på den gamle efterforskning. Dengang kom en dansk mand nemlig i centrum, fordi han tidligere var dømt for at have stukket ild til et hotel. Hans Sverre Sjøvold mener dog ikke, at der er tilstrækkeligt bevis for, at den danske mand, som selv mistede livet under branden, havde noget med ildspåsættelsen at gøre.

Slukningsarbejdet fortsatte 8. april 1990, som det ses her:

Der var samtidig flere brande ombord på skibet. Den første brand opstod i noget sengetøj på gangen, og den brand kan det norske politi ifølge VG med sikkerhed konstatere var påsat, men den blev også slukket af en passager, inden den udviklede sig. Senere opstod fire brande mere, og her kan projektgruppen ikke konkludere, hvordan er de opstod.

Og det er altså blandt andet disse usikkerheder, der nu får politimester Sjøvold til at mene, at sagen skal kigges efter i sømmene endnu engang.

- Det er langt fra sikkert, at er muligt at rejse en straffesag så lang tid efter. Men Scandinavian Star-sagen er en national tragedie, og vi skylder de mange berørte at finde så gode svar som muligt, siger han.

Den gamle efterforskning fandt i sin tid mangler ved redningsudstyret, hvilket resulterede i, at den norske kaptajn og to danske skibsredere blev idømt fængsel i seks måneder for overtrædelse af loven om skibets sikkerhed.

Projektgruppen, der har undersøgt den gamle brandefterforskning, mener ikke, at der er belæg for, at den del af sagen skal genåbnes, skriver VG.

BNB