Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, forsøger nu at tale det mulige antisemitiske motiv for drabene på fire jøder i Toulouse ned.

Under et besøg på en ikke-jødisk skole i Paris sagde præsidenten tirsdag til eleverne, at angrebet »kunne være sket her«, og at de tre dræbte børn »er præcis ligesom jer«.

Nicolas Sarkozy besøgte skolen i Paris for at være med til at ære de dræbte i Toulouse med et øjebliks stilhed. Præsidenten opfordrede resten af Frankrigs børn til at gøre det samme.

Sarkozy lovede samtidig, at myndighederne »vil gøre alt for at stoppe gerningsmanden«.

Personen, der dræbte de fire personer på den jødiske skole, stod formentlig også bag drabene på tre soldater i torsdags. Og vurderingen går på, at gerningsmanden har racistiske motiver, da alle tre soldater tilhørte etniske minoriteter.

I jagten på den scooter-kørende gerningsmand har politiet blandt andet sat 100 ekstra betjente til at finkæmme Toulouse og omegn.

Derudover søger politiet på internettet efter beviser, da gerningsmanden formentlig filmede drabene på den jødiske skole og måske har lagt videoen på nettet.

BNB