Hvad vanker der, når Sarah Palin og hendes familie går i byen? Svaret er tørre tæsk.

Hvis bare hun var blevet valgt som vicepræsident i 2008. Så kunne hun og hendes familie sikkert selv have taget sig af Islamisk Stat og præsident Putin og samtidigt.

For Sarah Palin er ikke bare en amerikansk politiker og pointen i talløse vittigheder; hun er også en slagsmor, der har fået, hvad det ellers har knebet med et stykke tid, opmærksomhed. Ikke nødvendigvis den opmærksomhed, som hun har lyst til at få, men spørgsmålet er, om hun har råd til at være kræsen.

For det er gået tilbage for den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat og guvernør i Alaska. Fox News fyrede hende som kommentator, hendes private nyhedskanal kan ikke samle seere, Hillary Clinton vil ifølge en ny måling slå hende i Alaska i et præsidentopgør, og de politikere, som hun anbefaler, taber.

Og nu kommer så slagsmålet, der i de seneste dage har trukket amerikanske overskrifter.

»Ved I ikke, hvem jeg er ...?«

Det begyndte ved en fest forrige weekend, hvor Todd Palin – Sarah Palins mand – fejrede sin 50 års fødselsdag. Familien fik den idé at tage ud til en af Todds venner, som holdt fest. Det var en tilforladelig firmafest, indtil Alaskas tidligere førstefamilie dukkede op, skriver medier som Wonkette, Washington Post og ABC News.

Læs også: 10 saftige afsløringer om Sarah Palin

Førstefamilien ankom i en Hummer-limousine, der i USA bliver betragtet som indbegrebet af uuddannet smagløshed, og straks begyndte balladen. Track Palin – Sarah Palins søn – fik øje på en yngre mand, som tidligere havde været kærester med hans lillesøster. Og han gik over og gav ham et par på skrinet, andre blandede sig, snart var det totalkrig, og på et tidspunkt kunne man høre Sarah Palin skrige ud over forsamlingen: »Ved I ikke, hvem, jeg er…?«

Værten ville gerne have sin fredelige fest tilbage, og han henvendte sig til Palins to døtre, og ifølge Alaska Dispatch bad han høfligt og diplomatisk familien Palin om at forlade selskabet.

Læs også: Sarah Palin chokerer: Vil døbe terrorister med berygtet tortur-metode

En af døtrene – Bristol – »tog tre skridt tilbage, hun trak sin ene arm bagud, og hun knaldede værten en knytnæve i ansigtet,« sagde et vidne ifølge politirapporten. Hun slog ham »mindst seks gange, og det var direkte og hårde slag i ansigtet«. En gæst forsøgte at bryde ind, for som han råbte: »Det er ikke et hillbilly-reality show, det her«.

Muligvis, men det lignede, for da nogle gæster flygtede i en taxi, »stod Track uden for i bar overkrop og gav dem fingeren og truede dem; Sarah stod lige bag ham, og Todd var der også, og han plejede sin blodtud,« som et vidne sagde til en lokal blogger. Kort efter forlod familien Palin festen i deres Hummer-limousine.

Politiet har i hovedtræk bekræftet begivenhedsforløbet, og begivenhedsforløbet har omvendt bekræftet, hvad mange amerikanere allerede vidste: At Sarah Palin enten er en katastrofe, som med nød og næppe blev afværget – eller en velsignelse, som USA, Islamisk Stat og præsident Putin endnu har til gode.