Den ødelæggende superstorm Sandy får højest uventet Michael Bloomberg til at pege på Obama som sin foretrukne præsidentkandidat. Både Romney og Obama har kæmpet om borgmesterens gunst.

Præsident Barack Obama har torsdag sikret sig en vigtig støtte på vejen mod et muligt genvalg. Højest overraskende har New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, annonceret, at han støtter Obama frem for præsidentens modkandidat, republikanske Mitt Romney. Det skriver flere amerikanske medier.

Det er den omfattende superstorm Sandy, som har hærget USAs østkyst og kostet utallige menneskeliv, der har fået borgmesteren til at pege på Obama.

Det oplyser Bloomberg i en meddelelse, som blandt andre avisen New York Times citerer.

Her forklarer han, at han under præsidentvalgkampen har været skuffet over både Romney og Obama, som ifølge Bloomberg ikke har anvist en vej ud de problemer, som USA kæmper med.

Men han mener, at Obama vil være bedst til at håndtere den globale udfordring angående klimaforandringer, og derfor faldt valget på Obama.

- Ødelæggelsen, som orkanen Sandy bragte til New York og store dele af den nordøstlige del af landet - med tabte menneskeliv, ødelagte hjem og ødelagte virksomheder - satte næste tirsdags valg i relief, forklarer Bloomberg i meddelelsen, hvor han peger på, at der er en sammenhæng mellem netop stormen og klimaforandringer.

- Vores klima forandrer sig. Og selvom stigningen i det ekstreme vejr, som vi har oplevet i New York City og rundt om i verden, måske eller måske ikke er resultatet deraf, så bør risikoen for, at det er tilfældet - set i lyset af den ødelæggelse, som det forårsager - være nok til, at alle valgte ledere bør handle nu og her, skriver han.

Meldingen fra Bloomberg var bestemt ikke ventet, skriver blandt andre New York Times. I gennem flere måneder har begge kandidater bejlet til borgmesterens støtte, da man mener, at han kan have indflydelse på de uafhængige vælgere rundt om i landet.

Michael Bloomberg er efter perioder som medlem af både det Demokratiske Parti og Republikanerne nu valgt som uafhængig politiker - eller løsgænger, om man vil.

Selv har Bloomberg holdt sig fra at melde noget ud, men han har til gengæld ikke holdt igen med kritik af både Romney og Obama. Den siddende præsident har således fået på puklen for sin præstation gennem de seneste par år, mens Romneys skiftende holdninger til flere emner har givet anledning til kritik.

- Tidligere har han haft fornuftige holdninger i forhold til indvandring, ulovlige skydevåben, abortrettigheder og sundhedsvæsnet - men han har skiftet kurs i forhold til dem alle, lyder skudsmålet mod Romney.

Støtten fra Bloomberg er ikke den eneste gode nyhed, som Obama kan tage med sig i kølvandet på Sandy-stormen.

De seneste dage har republikanere set nærmest måbende til fra sidelinjen, mens New Jerseys republikanske guvernør, Chris Christie, har rost Obamas håndtering af katastrofen til skyerne.

Chris Christie peger naturligvis ikke på Obama som sin foretrukne præsidentkandidat, men hans åbenlyse ros har vakt opmærksomhed i det politiske landskab.