Der vanker bøder til de butikker, der fører dukken 'My Friend Cayla', og til de ejere, der ikke skiller sig af med den eller permanent afbryder dens forbindelse til internettet.

Det er, ifølge den engelske avis The Guardian, meldingen fra Tysklands Bundesnetzagentur, som overvåger tysk telekommunikation og nu har klassificeret legetøjshittet 'My Friend Cayla' som ulovligt spionage-udstyr. Ifølge tysk lov er det forbudt at fremstille, sælge eller eje maskeret overvågningsudstyr.

Dukken 'My Friend Cayla' blev i 2014 kåret som årets legetøj i Norge og Sverige og var samme år blandt de ti bedst sælgende stykker legetøj i Tyskland. Også i Danmark har dukken været populær og er blevet solgt bl.a. i legetøjskæderne BR og Toys 'R' Us.

Dukken »taler« med børnene og optager deres stemmer, og informationerne fra disse samtaler deles med producentens samarbejdspartnere, som bl.a. tæller Disney. I Danmark tog Forbrugerrådet Tænk afstand fra produktet i december 2016, men i Tyskland har man altså nu direkte kriminaliseret dukken.

Det var en tysk universitetsstuderende, der for nylig gjorde opmærksom på, at adgangen til dukken er usikker, bl.a. fordi man ikke skal bruge et password. Det gør det muligt at hacke legetøjet via dets bluetooth-forbindelse, så man i en afstand op til 15 meter både kan aflytte, hvad barnet siger, og også tale direkte med barnet.

»Virksomheden udnytter fortroligheden mellem barnet og dukken. Børn har ikke de kritiske parader oppe, når deres dukke taler, så virksomheden får deres markedsføring direkte ind i børneværelset,« sagde seniorjurist Anette Høyrup fra Forbrugerrådet Tænk til Berlingske i december.

I Danmark importeres 'My Friend Cayla' af firmaet Top-Toy. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Top-Toy.

BR og Toys 'R' Us forhandler stadig dukken, der i skrivende stund er sat ned fra 499 kr. til 299,95 kr. i begge butikskæder. De to kæder forhandler også legetøjsrobotten i-QUE, der er et dyrere og mere avanceret søsterprodukt til My Friend Cayla.s