En amerikansk kunstner har givet Barbie den gennemsnitlige amerikanske kvindes kropsmål. Barbiedukker giver unge piger et forskruet forhold til deres egne kroppe, siger han til Berlingske.

Når små piger klemmer deres fingre fast om hvepsetaljen på deres Barbiedukker og trækker bittesmå kjoler hen over dukkens lange lårben, så hun kan ægge Ken, har de ikke kun gang i en god gammeldags fantisifuld rollespilsleg. De kan meget vel også være i færd med at få et dårligt forhold til deres egne kroppe, fordi de selv ser helt anderledes ud – og altid vil se helt anderledes ud – end den smukke, blonde dukke.

barbie1hvid

(Hvis du er på mobilen - klik her for at se alle billederne)

Sådan lyder budskabet fra den amerikanske kunstner Nickolay Lamm fra Pittsburgh, der i disse dage har påberåbt sig stor opmærksomhed, fordi han har lavet billeder, der viser verden, hvordan Barbie ville se ud, hvis hun i stedet havde de samme kropsmål, som en gennemsnitlig amerikansk kvinde.

»Jeg har læst undersøgelser, som viser, at Barbie, som hun er nu, påvirker unge pigers opfattelse af deres egne kroppe negativt. Når de leger med hende, tænker de, »Hey, sådan skal jeg se ud«. De sammenligner dem selv med Barbie,« siger Nickolay Lamm.

Helt konkret har han lavet en hvid dukke baseret på amerikanske kvinders gennemsnitshøjde, -vægt, -talje og -brystmål, samt andre fysiske mål. Dernæst har han i billedbehandlingsprogrammet Photoshop farvelagt den hvide dukke, givet hende Barbiehår og make up, og klædt den i samme bikini som den oprindelige dukke. Billederne af de to dukker side om side turnerer i disse dage verden rundt via sociale medier.

Får fjernet ribben

Barbie har i dag 54 år på bagen og et af de absolut mest kendte legetøjsmærker i verden. Ifølge Mattel, dukkens producent, ejer 90 procent af de 3-10-årige piger i hele verden mindst én Barbiedukke. Pigerne i alderen 3-6 år har i gennemsnit 12 eksemplarer af den blonde dukke. Netop dukkens ubredelse er årsagen til, at det er Barbie, der må lægge ryg til Nickolay Lamms budskab.

»Barbie er ikonisk. Så hvis du laver hende i en normal udgave, vidste jeg, at folk ville kunne relatere til det med det samme, og at billederne ville virke stærke,« siger kunstneren.

barbie1hvid

Men hans kommentar retter sig bredt imod et samfund, hvor kvinder kan finde på ikke blot at sulte sig selv for at være tynde, men også få bortopereret de nederste af deres ribben for at få figur som et timeglas.

»Samtidig holder vi os ikke tilbage fra at kritisere afmagrede modeller og sige til dem, at de skal tage på i vægt. De er virkelige mennesker, og jeg tror, det sårer dem. Imens beskytter vi Barbie, selv om hun er en animeret dukke. Men jeg tror, at hun har større indflydelsepå små piger end modeller og reklamer,« siger Nickolay Lamm.

En anden tendens i den moderne verden – og absolut ikke mindst i USA – er, at et stigende antal mennesker kæmper med overvægt. Også svær overvægt, som er invaliderende. Er det så egentlig ikke fint nok, at unge piger har smaltaljede rollemodeller som Barbie, som kan inspirere dem til at holde den slanke linje?

»Nej, for hvis Barbie levede i virkeligheden, ville det ikke være fysisk muligt at opnå hendes krop. Desuden ser den Barbie, jeg har skabt, faktisk godt ud. Hun er måske ikke tynd, men hun har en sund figur, som piger kan stræbe efter at have,« siger Nickolay Lamm.

Fantasifigur som supermand

Kunstneren har ingen reaktion fået fra Mattel på billederne, som alene på det amerikanske website Huffington Post, i skrivende stund har op mod 160.000 »synes-godt-om«-tilkendegivelser fra læsere. Lige nu undersøger han, om det er muligt at sætte gennemsnitsdukken i produktion og ud på markedet uden at krænke Mattels rettigheder.

Da det danske band Aqua i 1997 udgav storhittet »Barbie Girl« lagde Mattel sag an mod musikerne, som de mente forbrød sig mod virksomhedens copyright. Om Mattel på baggrund af billederne vil rejse en sag, kan nordisk marketingschef i Mattel, Martin Bang, ikke svare på.

»Men det er ikke noget, vi plejer at gøre, for vi vil gerne være med til at debattere disse emner,« siger han.

I de seneste årtier har Mattel i stigende grad hyldet princippet om mangfoldighed ved at lave Barbiedukker med afroamerikansk, asiatisk og spansk udseende. Men selv om en voksende del af verdens befolkning spiser sig større, er der ikke internt i virksomheden forlydender om, at en mere rund udgave af dukken er på trapperne til verdens børn. For Barbie har alle dage været og vil altid være en fantasifigur, siger han.

»Hvis vi sammenligner det med en supermandsfigur eller en anden actionhelt og skalerer de legetøjsstykker op til rigtig menneskestørrelse, så ville det heller ikke kunne lade sig gøre at se sådan ud. Der er samme problematik, hvis man vil kalde det det. Men Barbie er et stykke legetøj. Hun er lavet som en påklædningsdukke. Vi vil ikke prøve at pådutte nogen nogle kropsidealer. Det er slet ikke vores intention,« siger han.

Fokus på ambitioner

I stedet for at præge piger til at få forkerte kropsidealer, er det Mattels intention at præge piger til at have ambitioner og til at udleve deres drømme. Blandt andet promoverer virksomheden nogle steder i Europa en kvindelig præsident-Barbie.

»Vi prøver at støtte pigerne i, at de kan blive lige hvad de ønsker sig, om det så er at blive dyrlæge eller præsident, for der er andre steder, hvor ligestillingen ikke er så langt som i Danmark, men vi prøver på den måde også at fokusere på noget andet end Barbies udseende,« siger Martin Bang.

Nickolay Lamm vil i mellemtiden forsøge at finde penge til at finansiere den lidt kortere og bredere Barbiedukke, som han har skabt.

»Hvis dette her projekt får bare 100 piger i verden til at føle sig bedre tilpas med dem selv, så er jeg glad,« siger han.

barbie1hvid

(Hvis du er på mobilen - klik her for at se alle billederne)