Ingen på færgen mellem fastlandet og Utøya fattede mistanke til Anders Behring Breiviks falske uniform.

Johannes Dalen Giske, der er nevø til den norske erhvervsminister Trond Giske, var besætningsmedlem på den færge, der sejlede den terrorsigtede Anders Behring Breivik over til øen Utøya fredag eftermiddag.

Nyheden om den store eksplosion i Regeringskvarteret i Oslo havde allerede nået lejrdeltagerne på Utøya, og mange var bange.

Kun få minutter efter, at Breivik var kommet over til Utøya, begyndte han at skyde.

LÆS OGSÅ:

- Jeg fik radiobesked om, at der var en polititjenestemand, der skulle over. Det virkede som om, der var tale om en helt almindelig politimand, fortæller ungdomspolitikeren Johannes Dalen Giske til norsk tv, NRK.

Johannes Dalen Giske beskriver, hvordan Breivik var iklædt skudsikker vest. Han havde et hylster med et håndvåben på låret, en riffel og en kuffert.

LÆS OGSÅ:

- Vi troede, at det måske var udstyr til at desarmere bomber. Derfra hvor jeg stod, virkede det som om han var en politimand på vej til et vanskeligt arbejde. Han virkede fokuseret, siger Giske og fortsætter:

- Kufferten var meget tung, og den civile politimand, der altid er på Utøya, var kommet med bil for at køre kufferten op på græsplænen foran informationen på øen.

LÆS OGSÅ:

Skydningen begyndte kort tid efter. Unge kom løbende. Syv nåede om bord på den lille passagerfærge, der sejlede over til fastlandet.

- Vi forlader alle vore venner, tænkte jeg, beskriver Johannes Dalen Giske situationen. De syv lagde sig ned på færgedækket, mens de forlod øen.

De, der var om bord, nåede væk fra øen og i sikkerhed. Nogen af dem blaffede ind til Hønefoss for at kontakte politiet. Johannes Dalen Giske blev tilbage på fastlandet for at hjælpe chokerede unge, som kom svømmende.

LÆS OGSÅ:

- Der var en ting, jeg ville ønske, at jeg havde sagt i radioen. Det var at sige, at de ikke skulle stole på politimanden. Det lykkedes for ham gang på gang at narre folk til at tro, at han var politimand for så at skyde dem, siger Johannes Dalen Giske.

/ritzau/NTB