Hele verden er optaget af, hvad der er sket med den britiske pige Madeleine McCann. Ifølge britisk politi er en af hovedteorierne, at den lille pige fortsat er i live. BT har spurgt tre danske eksperter om, hvad de tror, der er sket med pigen.

Død, kidnappet af en sexring, adopteret af ny familie eller bortskaffet af sine forældre. Sådan lyder fire af hovedteorierne om, hvad der er sket med den Madeleine McCann, der forsvandt som tre-årig under en ferie i Portugal i 2007.

Madeleine McCanns forældre tror stadig på, at deres datter er i live. Og i denne uge har deres håb fået nyt liv, efter at britisk politi har meddelt, at man har fundet nye spor i sagen. De nye spor vil blive afsløret mandag aften i BBC-programmet Crimewatch.

Men hvad er egentlig den mest sandsynlige teori for, hvad der er sket med Madeleine McCann.

BT har spurgt de tre eksperter Kurt Kragh, Jørn Moos samt Ove Dahl, om, hvad de tror, der er sket med Madeleine McCann.

Kurt Kragh, fhv. leder af politiets Rigspolitiets ’Rejsehold’

- Hvis man skal se mest kynisk på det, så er det mest sandsynlige - set i relation til andre tilsvarende danske sager - at hun er blevet kidnappet af en pædofil, der har misbrugt hende og dræbt hende. Det er det mest sædvanlige motiv for at kidnappe en pige på hendes alder. Det er det værst tænkelige, og det ville jeg bruge som udgangspunkt i en efterforskning.

- Men det er desværre også det mest sandsynlige og ud fra den betragtning, så er det utrolig svært at opklare. For det er sjældent, at det er nogen helt tæt på, der gør den slags ting. Det er som regel nogen, der har holdt øje med familien, og har set muligheden på det tidspunkt.

- Men der er så mange dunkle punkter i denne sag: Hun befandt sig i lejligheden; forældrene havde forladt hende, hun var alene hjemme med tvillingesøskende, og så sker det, mens forældrene er i nærheden. Hvis hun er blevet kidnappet fra lejligheden, så må gerningsmanden være en, der har vidst, at hun var i lejligheden. Og det vil sige, at det må være en, der var i området f.eks. en ansat.

Jørn Moos, fhv. kriminalinspektør hos Københavns Politi

- Jeg tror, at Madeleine er i live og er hos nogen, der virkelig har ønsket sig et barn og taget et barn til sig. Jeg tror, det er nemmere at tage et barn til sig i Sydeuropa, hvis man har mistet et barn på næsten den samme alder, end herhjemme i Danmark. Her ville det ikke kunne lade sig gøre på grund af alle vores registreringer.

- Men dernede tror jeg godt, at det kunne lade sig gøre at få en ind i stedet for et andet barn. Jeg håber jo i virkeligheden, at det er det, der er sket, så hun er levende og har det godt i stedet for, at der er nogen, der har slået hende ihjel og misbrugt hende. Den tanke kan jeg næste ikke holde ud.

- Som så mange andre tænkte jeg også en overgang, om forældrene havde noget at gøre med hendes forsvinde. Men det tror jeg ikke længere, for så ville det være blevet afdækket nu. Jeg tror ikke, der er nogen pletter i forældrenes liv, som politiet ikke har undersøgt.

Ove Dahl, tidl. drabschef hos Københavns Politi

- Mit umiddelbare gæt er, at pigen er blevet bortført og taget med derfra. Rent teoretisk kan hun godt være i live, for hun var ikke ret gammel, da hun blev bortført. Men om vi er ude i organiseret kriminalitet, hvor hun er blevet taget af en organisation, der stjæler børn, det kan vi ikke vide noget om. Men alle muligheder er åbne.

- Om hun er i live eller ikke i live, det kan man slet, slet ikke vide. Jeg har ikke nogen erfaring med sådanne nogle sager fra Danmark, for vi lever i et så velordnet et samfund, hvor det næsten er utænkeligt, at sådan noget kunne ske.

- Jeg tror ikke, at det her barn bliver fundet - hverken i live eller dødt, fordi der kommer en ny udsendelse i fjernsynet.