Saab får endnu en frist. Der er købere.

Amerikanske General Motors udskyder beslutning om svenske Saab. Der er seriøse købere, og de får godt en måned til at komme med et købstilbud.

Det var tydeligt lettede tillidsfolk på Saab, der i aften fik at vide, at der er seriøse købere til den kriseramte svenske bilproducent. Bestyrelsen for de nuværende ejere, amerikanske General Motors (GM) har modtaget tilbud om køb af Saab fra seriøse købere. GM's bestyrelse vil nu vurdere tilbuddene. Køberne har en frist indtil årets udgang til at komme med et konkret tilbud.

I slutningen af december afgør GM's bestyrelse så endelig Saabs skæbne. Hvis der ikke er et konkret tilbud, bliver Saab afviklet, hedder det i en pressemeddelelse.

- Vi er naturligvis glade og lettede over GM's beslutning, siger Paul Åkelund, fællestillidsmand på Saab.

- Der er nu tid, selv om det er kort tid, til at finde en løsning, så Saab kan føres videre, føjer han til.

Tillidsfolkene bekræfter, at der er flere mulige købere, som har lagt et bud på Saab. Men de vil ikke fortælle, hvem der er tale om.

At GM ikke som frygtet besluttede at lukke Saab, tolker tillidsfolkene derhen, at GM har modtaget så konkrete tilbud, at der er gode muligheder for, at Saab kan køre videre. Ellers var Saab blevet lukket, lyder det.

Heller ikke GM vil oplyse, hvem de mulige købere er. Tilbuddene er indtil videre hemmelige.

- Det er nu vigtigt, at alle arbejder sammen, regeringen, lokale politikere, Saabs ledelse og tillidsfolk og GM for at finde en holdbar og langsigtet løsning for Saab, siger Stefan Löfvén, formand for svensk metalarbejderforbund.

- Tidsfristen er kort. Men meget af det forberedende arbejde er allerede gjort, så det kan nås, tilføjer han.

/ritzau/

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: