Rækken af hackerangreb med udgangspunkt på den Koreanske halvø fortsætter efter angrebet mod Sony Pictures.

SYSKOREA: Ukendte hackere, er ifølge Reuters trængt ind i en del af computersystemerne hos Sydkoreas statslige atomkraft-operatør, The Korea Hydro and Nuclear Power Co.

Eksperter har efterfølgende advaret om, kontrollen med landets atomreaktorer kan være i fare.

Suh Kune-yull, der er specialist i konstruktion af atomkraftreaktorer ved Seoul National University siger, at der tydeligvis er et hul i det nationale sikkerhedssystem, og at det ikke kan afvises, at systemerne vil svigte og blokere for ulovlig indtrængen.

Ifølge Sydkoreas vice-indenrigsminister, Chung Yang-ho, er hackerangrebet dog ikke forbundet med nogen fare:

»Det er vores vurdering, at kontrolsystemerne er konstrueret på en måde, så der overhovedet ikke er nogen risiko.«

En embedsmand i The Korea Hydro and Nuclear Power Co, afviser også, at hackerangrebet udgør en sikkerhedsrisiko:

»Det er 100 procent umuligt, at en hacker kan stoppe et atomkraftværk, for overvågningssystemerne kører fuldstændigt uafhængigt,« siger embedsmanden hos den statslige atomkraft-operatør.

Hvem der står bag angrebet er endnu ikke klart, men en ukendt bruger på Twitter har erklæret at stå bag og sagt, at dokumenter fra atomkraft-operatøren vil blive offentliggjort, hvis ikke reaktorerne bliver lukket ned. Twitter-brugeren hævder at være leder af en anti-atomkraft-gruppe på Hawai og forlanger også penge.

Mistanken retter sig dog primært mod Nordkorea, der sidste år blev udpeget som den skyldige i en række hackerangreb mod sydkoreanske banker og TV-stationer.

Senest er Nordkorea af FBI og præsident Barack Obama blevet udpeget som ansvarlig for hackerangrebet mod filmselskabet Sony Pictures.

Angrebet mod Sony Pictures skulle angiveligt være en advarsel til selskabet om at trække filmen »The Interview« tilbage. Filmen viser et snigmord mod den nordkoreanske leder Kim Joun Un og skulle have haft verdenspremiere i julen. Tilbagetrækningen er blevet kritiseret af præsident Obama, der har sagt, at »en eller anden tilfældig diktator ikke skal kunne indføre censur i USA.«

Nordkorea, der har etableret en militær specialenhed med eksperter i cyberangreb, har indigneret afvist ethvert kendskab til angrebet mod filmselskabet.

Tirsdag fik retorikken i den sag en ekstra tand, da Nordkoreas magtfulde Nationale Forsvarskommission erklærede, at Nordkoreas folk og militær er parat til en konfrontation med USA.

»Vores hårdeste modsvar vil ramme Det Hvide Hus, Forsvarsministeriet og det amerikanske fastland,« lyder det fra Nordkorea.

I tidligere oratoriske konfrontationer med USA har Nordkorea endda produceret propagandafilm, der viser atombombeangreb mod amerikanske storbyer.