De ukrainske myndigheder forbereder en militæraktion mod den gruppe bevæbnede mænd, der har overtaget Krim-halvøens regeringsbygninger.

UKRAINE: Politiet og indenrigsministeriet i Ukraine har gjort styrker klar til at sætte ind over for den bevæbnede, pro-russiske gruppe, der torsdag morgen indtog det regionale regeringshovedkvarter og parlamentsbygningen i Krim-halvøens hovedby, Simferopol.

Ifølge indenrigsministeren er området omkring regeringsbygningerne blevet afspærret for at »undgå blodsudgydelser«, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Indenrigstropper og hele politistyrken er sat i alarmberedskab, skriver minister Arsen Avakov på sin Facebook-profil.

Russiske flag er blevet hejst over bygningerne i det sydlige Ukraine, hvilket indikerer, at den ellers uidentificerede gruppe er tilhængere af Rusland og dermed modstandere af landets midlertidige, EU-venlige ledelse.

Op til 50 mænd i kampuniform marcherede uden kamp ind i bygningerne i løbet af natten og fjernede vagterne. Og parlamentets medarbejdere er blevet forhindret i at komme ind, fortæller Krims premierminister, Anatolij Mogilev, til AFP. Nu forbereder de lokale myndigheder ligeledes »foranstaltninger«, forklarer premierministeren dog uden at uddybe, hvad det betyder.

- Vi har bedt regeringsmedarbejdere om ikke at komme på arbejde i dag, lyder det fra den regionale regering i en udtalelse.

Ved regeringsbygningerne kom det onsdag til sammenstød mellem pro-russiske separatister og støtter af Ukraines nye regering, og ifølge Reuters er omkring 100 politifolk torsdag samlet foran parlamentsbygningen. Dørene lader til at være blevet tildækket med brædder, men foruden politiet er kun få mennesker på gaderne omkring bygningen.

- Jeg hørte skud i natten og kom ned og så en masse mennesker trænge ind (i bygningen, red.). Nogle forlod derefter stedet. Jeg er ikke sikker på, hvor mange der stadig er derinde, siger et øjenvidne til Reuters.

Dog er der ingen meldinger om tilskadekomne.

Se billederne fra luksus-palæet: Her indtager nysgerrige præsidentens bolig

Den afsatte præsident, Viktor Janukovitj, er fortsat på fri fod, efter han flygtede fra sit hjem i Kiev lørdag oven på tre måneders demonstrationer mod styret. Han er blevet internationalt eftersøgt for massemord på de omkring 100 mennesker, der døde under konflikten.

Krim-halvøen, som oprindeligt var russisk territorium, blev ukrainsk i 1954. Det er den eneste region i Ukraine, hvor etniske russere udgør flertallet.

Stærke kræfter forsøger at løsrive halvøen fra den resterende del af landet, og Ukraines nye ledelse, som primært består af EU-venlige politikere fra den tidligere premierminister Julia Timosjenkos Fædrelandsparti, er bekymrede over tegnene på separatisme i området.

Rusland har torsdag formiddag meldt ud, at man vil forsvare landsmændenes rettigheder på en »stærk og kompromisløs« måde.

- Ruslands udenrigsministerium vil fortsætte med internationalt at forsvare sine landsmænds rettigheder, det (ministeriet, red.) vil reagere stærkt og kompromisløst, når de bliver krænket, skriver ministeriet på Twitter.