Hvis luftangrebene i Aleppo fortsætter, vil en million flygte til Tyrkiet, spår tyrkisk udenrigsminister.

Ankara: I alt en million flygtninge vil flygte mod den tyrkiske grænse i Syrien, hvis ikke det russiske militær og den syriske regeringshær stopper deres offensiv i området omkring byen Aleppo.

Det siger Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, på et pressemøde under et besøg i Budapest, skriver Reuters.

Allerede nu har tusindvis af flygtninge nået den tyrkiske grænse i Syrien.

Ifølge Tyrkiet befinder omkring 50.000 mennesker sig ved grænseovergange, som har været stort set lukkede de seneste dage, hvor tusindvis har søgt tilflugt fra militære kampe.

Cavusoglu siger på pressemødet, at Tyrkiet vil lade 10.000 ud af de 50.000 krydse grænsen på en "kontrolleret måde".

FN's Flygtningehøjkommissariat opfordrer Tyrkiet til at åbne grænserne. Lykkes det regeringsstyrker at omringe Syriens største by, Aleppo, vil flere hundrede tusinde risikere at blive afskåret fra fødevareforsyninger, lyder det.

- Det ville efterlade op til 300.000 mennesker, der stadig bor i byen, afskåret fra humanitær bistand, siger talsmand for FN's kontor for koordination af humanitære anliggender.

I de seneste uger har der været en række rapporter om russiske kampflys voldsomme bombninger.

Tirsdag siger EU-præsident Donald Tusk, at de russiske luftangreb gør situationen i Syrien værre ved at hjælpe præsident Bashar al-Assad.

- Ruslands handlinger i Syrien gør en allerede meget dårlig situation endnu værre.

- Som en direkte konsekvens af den russiske militære offensiv vinder det morderiske Assads regime frem, den moderate syriske opposition taber terræn, og tusinder af flygtninge rejser mod Tyrkiet og Europa, siger Tusk.

De militære kampe er taget til, efter den syriske regeringshær har genvundet terræn i Aleppo, som tidligere har været kontrolleret af oprørere.

Tyrkiet har allerede som følge af borgerkrigen taget imod 2,5 millioner flygtninge.

/ritzau/Reuters