Ruslands forsvarsministerium afviser, at russiske missiler er endt i Iran, som amerikanske embedsmænd hævder ifølge CNN.

RUSLAND: Det russiske forsvarsministerium afviser, at mindst fire krydsermissiler affyret fra russiske krigsskibe med kurs mod syriske mål er landet i Iran, sådan som amerikanske embedsmænd har oplyst ifølge TV-stationen CNN.

Det oplyser talsmand for det russiske forsvarsministerium, Igor Konashenkov.

»I modsætning til CNN vi taler ikke med henvisning til anonyme kilder,« siger han ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Ifølge CNN er det uklart, hvor missilerne har ramt, og om nogen er kommet til skade.

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, John Kirby, siger på et pressemøde torsdag, at han ikke kan bekræfte, at russiske missiler er endt i Iran.

»Men jeg tror, det peger kraftigt på behovet for at have ordentlige konflikt-nedtrappende procedurer,« siger han.

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry har torsdag haft en 30 minutter langt telefonsamtale med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov om USAs bekymring for, at Ruslands bombardementer i Syrien ikke er rettet mod Islamisk Stat.

Der blev dog ikke truffet nogen beslutninger på taktisk niveau, fortæller John Kirby.

NATO har netop i klare vendinger advaret Rusland mod at fortsætte sine bombninger i Syrien og krænkelser af tyrkisk luftrum.