KØB PLUS!

Rusland forsøger sig som fredsskaber

Russerne inviterer den syriske opposition til Moskva, hvor der i disse dage er hektisk diplomatisk aktivitet for at gøde jorden for FNs fredsmægler, der lørdag ankommer til den russiske hovedstad.

RUSLAND: Regeringen i Rusland, der hidtil har holdt hånden over den syriske præsident, Bashar al-Assad, forsøger sig nu i rollen som fredsskaber i samarbejde med FNs fredsmægler, den 79-årige diplomatiske veteran, Lakhdar Brahimi, skriver internationale nyhedsmedier.

Fredag annoncerede den russiske viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, at han har inviteret Ahmed Moaz al-Khatib, der er leder af den nye bredtfavnende syriske oppositionssammenslutning, Syria National Coalition (SNC), til Moskva. Den russiske viceudenrigsminister gav dog samtidig udtryk for, at drøftelserne lige så godt kan finde sted i enten Geneve eller Cairo.

Det russiske skridt er noget overraskende, fordi russerne hidtil skarpt har kritiseret Vesten og de arabiske stater, der har anerkendt SNC som eneste lovlige repræsentant for det syriske folk, og i den syriske opposition hersker der dyb skepsis og mistillid til Rusland og dets hensigter.

Algeriske Brahimi kommer lørdag til Moskva efter at have besøgt Syrien, hvor han har holdt møder med blandt andre Bashar al-Assad. Ved afrejsen udtalte han, at; »det er ikke nok med overfladiske eller kosmetiske ændringer«, og han gik ifølge Reuters så langt som til at sige:

- Jeg tror, at alle syrere behøver, ønsker og higer efter grundlæggende forandringer, og alle ved, hvad det betyder.

Brahimi undgik imidlertid at tale om, hvad der skal ske med præsident Assad.

FNs fredsmægler skal i Moskva mødes med den russiske viceudenrigsminister, hvis hovedsynspunkt er, at der skal dannes en overgangsregering, og at Assad ikke skal fjernes med magt.

Som optakt til den politiske offensiv fra Moskva var den syriske viceudenrigsminister, Faisal Makdad, torsdag sammen med en rådgiver i Moskva for at tale med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og viceudenrigsminister Bogdanov, der har ansvar for den russiske mellemøstpolitik. Efter mødet sagde Lavrov ifølge Reuters, at han har opfordret den syriske regering til leve op til sine løfter om dialog med oppositionen.

Ifølge nyhedsbureauet AFP figurerer et møde mellem Lakhdar Brahimi samt de russiske og amerikanske viceudenrigsministre også i den russiske planlægning. De tre har tidligere mødtes om Syrien - uden der er kommet et udspil til en brugbar fredsaftale ud af det. Men ifølge AFP siger Mikahil Bogdanov forud for Brahimis besøg i Moskva:

- Vi vil høre, hvad Lakhdar Brahimi har at sige om den syriske krise, og formentlig vil der blive taget en beslutning om et nyt møde mellem »de tre B’er«. lyder det fra Ruslands viceudenrigsminister med henvisning til efternavnene Brahimi, Bogdanov og USAs viceudenrigsminister, William Burns.

Der har de seneste dage været rygter om, at USA og Rusland skulle have fundet en fælles forståelse om indholdet af en fredsaftale og dermed præsident Assads skæbne, men torsdag manede Bogdanov kraftigt dette rygte i jorden.

USA kræver betingelsesløst, at præsident Assad fjernes fra magten, og det vil være noget af en bedrift, hvis det lykkes for Brahimi at få skabt et brugbart fredsudspil.

Hans forgænger, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, smed i august håndklædet i ringen og trak sig tilbage efter mange forgæves forsøg på at få en fredsplan igennem.

Mindst 44.000 er indtil nu blevet dræbt i Syrien under den 21 måneder lange konflikt, som er blevet stadig mere blodig.