Litauen og Rusland har nu hver en spionanklaget fra nabolandet siddende i fængsel. Senest har russerne taget en litauisk spion på fersk gerning.

RUSLAND: Forholdet mellem Litauen og naboen Rusland blev onsdag yderligere anspændt. Det skete efter en meddelelse fra det russiske nyhedsbureau Interfax om, at russiske sikkerhedsmyndigheder har anholdt en litauisk statsborger for spionage.

Reuters skriver med henvisning til Interfax, at den litauiske statsborger blev taget på fersk gerning, da vedkommende var ved at modtage dokumenter med klassificeret materiale fra en russisk statsborger. Interfax’ kilde er den russiske sikkerhedstjeneste, FSB.

Ifølge det russiske nyhedsbureau har den anholdte litauer erkendt at være officer i den Litauens militære efterretningstjeneste. Den pågældende er nu tilbageholdt i et fængsel i Moskva.

Fra litauisk side er der ingen kommentarer, erklærer talsmanden for landets udenrigsministerium, Kestutis Vaskelevcius.

Uanset hvordan tingene hænger sammen, ligger det klart, at Litauen i maj anholdt en russer for spionage. Det skete efter at vedkommende ifølge Reuters forsøgte at infiltrere landets ledelse og sikkerhedsinstitutioner.

Den anholdte er foreløbig varetægtsfængslet i tre måneder, og risikerer 15 års fængsel.