Det er ikke nok, hvis én minister forlader posten. Men et nyt valg er at overdrive, siger præsident om krise.

Bukarest. Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, erkender, at den rumænske regering er i krise.

Hundredtusindvis af mennesker har været på gaderne i landet for at vise deres modstand mod den socialdemokratiske regering. Præsidenten afviser dog, at en enkelt ministers afgang eller et nyt valg er løsningen.

- Det er for lidt, hvis én minister går af, men samtidig for meget at udskrive et tidligt valg på nuværende tidspunkt: Her imellem er manøvrerummet, siger Iohannis til parlamentet tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidentens rolle i Rumænien er mest ceremoniel. Han har dog magt til at udpege premierministeren og sende love tilbage til parlamentet, hvis de ifølge hans mening skal kigges igennem endnu en gang.

Iohannis taler også direkte til regeringen i sin tale.

- I har været ude at sige, at jeg vil vælte regeringen. Det er løgn. I vandt (valget, red.), nu styrer og lovgiver I, men det er ikke for enhver pris, siger han.

Så sent som søndag var der store demonstrationer mod regeringen i Rumænien. I alt protesterede omkring en halv million mennesker rundtom i landet, lød vurderingerne på rumænsk tv.

Det var ifølge nyhedsbureauet dpa det hidtil største antal demonstranter i de protester, der har præget landet i de seneste uger.

Demonstrationerne fandt sted, selv om Rumæniens regering havde trukket et kontroversielt dekret tilbage.

Dekretet ville have betydet, at man ikke kunne fængsles for korruption, hvis det drejer sig om et beløb under en grænse svarende til 330.000 kroner.

Mange rumænere ser det som et slet skjult forsøg fra det socialdemokratiske regeringsparti, PSD, til at lade nogle af deres egne partifæller og embedsmænd slippe ud af korruptionssager.

Dekretet ville blandt andet have afsluttet en retssag mod den socialdemokratiske partileder, Liviu Dragnea.

Med dekretet taget af bordet kræver demonstranterne, at premierminister Sorin Grindeanu træder tilbage.

Præsident Klaus Iohannis har tidligere taget demonstranternes parti og kritiseret regeringen.

- Regeringen har begået alvorlige fejl og må løse den krise, den har skabt, sagde præsidenten lørdag.

/ritzau/