30. marts 1981. Det var den dag, hvor en psykisk ustabil mand skød den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, foran et hotel i Washington D.C.

Og dagen ændrede nok også Jerry Parrs liv. Han var nemlig chef for sikkerhedsfolkene omkring Ronald Reagan den dag, hvor præsidenten var målet for skudattentatet og blev senere hædret som præsidentens redningsmand.

Nu er Jerry Parr ifølge APs hjemmeside død i en alder af 85 år. Den forhenværende førstedame i USA Nancy Reagan kaldte fredag Jerry Parr for »en af mine sande helte« i en udtalelse.

Jerry Parr fik æren for at have reddet Ronald Reagans liv, fordi han fik skubbet Reagan i sikkerhed i præsident-bilen, da kuglerne fløj mod dem, og i al hast kørte ham direkte på George Washington Hospital.

Reagan var blevet ramt af en kugle i brystet, og han havde indre blødninger. Lægerne på hospitalet sagde efterfølgende, at Reagan var død, hvis han bare var kommet bare en smule senere til hospitalet.

Jerry Parr blev født i Alabama i 1930, han var en del af det amerikanske luftvåben og var ansat i Secret Service i 23 år.